Men vaske og vaske er ikke altid det samme. Det
nævnte Bohave havde sjelden eller aldrig saadan Hvidhed,
som jeg var vant til at se i Østerdalen.
Spise-Bordet maa oftere tørres af, om ikke just efter hvert Maal, som dog en Gang hver Dag. Nu og da, især naar der har været spiist Sild, kommer der endog en vaad Klud paa Bordet strax efter.
Hver Husbonde nyder sine Maaltider sammen med sine Tjenere og Arbeidsfolk; kun naar Bonden er en ældre og svagelig Mand, faar han stundom noget særskilt tillavet Mad. Der spises paa uduget Bord, undtagen ved Gjæstebud og paa de store Høitids-Aftener. Al Mad sættes i Almindelighed frem i Træfade, da Sten-Tøi kun er kommet ganske lidt i Brug. Træ-Fadene ere oftest umalede, men antage ved Brugen en sort Farve, der sidder i, selv om de ere nok saa vel vaskede. Silden sættes frem i Trug, og den er ganske, som den kommer fra Tønden, urenset; men hver Person har sin „Silde-Fjøl“ til at rense og skjære den paa. Til Kjødmad bruges runde, stundom malede Træ-Tallerkener. Alle Slags Knive sees i Brug, Tolle-Knive, Folde-Knive og egne hjemmegjorte Bord-Knive; men Gafler bruges aldrig i daglige Lag, ikke i noget eneste Bonde-Hus, selv ikke, naar der spises Sild.[1] Suppen og Grøden spises med Træ-
- ↑ I alle de Landsbygder, hvor jeg er kjendt, er det nok kun en liden Brøk-Del af Almuen, som bruger Gaffel i dagligt Lag. I hver enkelt Bygd maatte det endogsaa være gjørligt for kjendte Folk at tælle de faa Gaffel-Spisere. Men i Mangel af saadan Tælling mener jeg, at følgende Regel i de fleste Tilfælde vil slaa til: Arbeidsfolk og Tjenere spise almindelig uden Gaffel; det samme gjøre ogsaa de Bønder, som sidde til Bords sammen med sine Tjenere og Arbeidsfolk; de Bønder, som saavidt have skilt sig fra sine Arbeidsfolk, at de spise ved særskilt Bord, men ellers i samme Værelse og af samme Mad, er det adskilligt med, og Brugen af Gaffel
