Skeer, stundom Horn-Skeer, og de Sølv-Skeer, som der gjerne er paa hver Gaard, ligge ørkesløse i Skabet. Bønderne sige enstemmig, at de synes bedst om at spise med Træske, kun at den er vel dannet. Hver Mand har sin Ske, og efter endt Maaltid slikkes den og tørres med Haanden og stikkes saa fast i Væggen eller lægges hen i Bord-Skuffen. Alle Skeerne vaskes dog en Gang imellem, en Gang eller to for Ugen eller 2den hver Dag.[1]
Nogle Koner sagde, at de vaskede alle Træ-Kopperne og ligesaa Gryderne efter hvert Maal, vaskede dem i varmt Vand og skyllede dem derefter i koldt. Men i mange Huse foregaar saadan Vaskning stadig kun efter Kjødmad og Grød, og Fade med Syre-Supe samt Melke-Kopper renses ofte i en Hastighed saaledes, at Husmoderen eller Kokkepigen med øvet Finger behændigt stryger hen over Kopperne og samler Slumperne sammen i egne Skaale og saa sætte de tomme op i Rækken. Men i de senere Aar høres nu En og nu en Anden at yttre Ulyst til at æde den saaledes sammenslumpede Melk, og denne vistnok meget gammeldags Maade holder derfor paa at gaa af Brug.
Da en og samme Stue tjener til Kjøkken, Spise-Værelse, Arbeids-Rum og til Sovested for Forældrene og de smaa Børn, saa vilde det jo altid være vanskeligt at holde det ganske pent. Man bør derfor ikke se sig saa særdeles nøie om i Stuen, heller ikke i det tilstødende Kammer, der dels bruges som Sove-Rum, men mest er Spise-Kam-
- ↑ En Skoleholder i Guldalen sagde, at i nogle Huse faar han en renvasket Ske til hvert Maal, i andre derimod maa ogsaa han gjøre som de Andre og gjemme sin Ske fra det ene Maal til det andet.
bliver først almindelig, naar Adskillelsen gaar saa vidt, at Husbondsfolket lader dække for sig i et særskilt Værelse og da gjerne med særskilt tillavet Mad, med Dug paa Bordet og med Fade og Tallerkener af Stentøi.
