Tilstanden i det mindste i enkelte Grænder er heller ringere end i det første Sogn; ialfald sagde man mig, at det ikke just var Skik i alle Huse at vaske Borde og Bænke o. s. v. til hver Søndag, og nogle Mænd forklarede – ja Enkelte tilstode det for eget Vedkommende –, at der ret var ikke saa faa Mandspersoner, som ikke brugte at vaske sig i Ansigtet og paa Hænder tiere end til hver Søndag, med mindre de ved et eller andet Tilfælde vare blevne altfor meget tilsmudsede. En ældre Mand vilde endogsaa forsvare dette: „Øinene holde ikke saa længe ud, naar En vasker sig tidt – det har jeg altid hørt,“ sagde han.
Men om baade denne og hin Bygd som om det hele Guldalen maa dette siges tilsidst, at det dog er gaaet fremad med Renlighed i den sidste Menneskealder. Dette hænger navnlig sammen med den store Forandring, som er foregaaet med Husebygningerne i indeværende Aarhundrede: istedetfor de gamle „Laag-Stuer“ (med en Etage) har man nu paa de fleste Gaarde „Loft-Stuer“ (med to Etager) og det med flere og flere Værelser i Længden, derhos større og flere Vinduer samt mere og mere hyppigt Oliemaling. – Altsaa, Forbedring viser sig i Hus-Stellet, og Klagen over de endnu vedhængende Misligheder forvandles hos Beskueren gjerne til Glæde over hvert Tegn, han finder paa Liv og Rørelse og Fremadstræben.
I Melhus, det nederste Præstegjæld i Guldalen, syntes jeg at bemærke to Ting: først dette, som jeg allerede har nævnt før, at Hus-Stellet nok oprindelig har været ganske ligedan der som i de nys beskrevne Sogne, dernæst dette, at Forandringen til det Bedre der er gaaet en god Del raskere for sig og det formedelst Paavirkning fra den nærliggende Throndhjems By eller de nærmest samme liggende mere bydannede Landsogne. Denne Forandring viser sig ikke blot hos den lille Klasse af mere velstaaende Bondefamilier, hvor Husbondsfolket lever noget afsondret
