fra Arbeidsfolket, men ogsaa, skjønt mindre, hos den menige Almue. Som det tydeligste Mærke paa dette skal jeg anføre, at den gamle Skik, at Tjenestepigerne have sit Natteleie i Fæhusene – en Skik, som længer oppe i Dalen sidder saa besynderlig fast –, i den sidste Menneske-Alder er aflagt her og det af den Grund, at Pigerne selv ikke vilde ligge i Fjøset længer; de fandt det „chikanerligt“ (fornedrende), som en Pige sagde mig, og Folk vare nu mere „aaboalvante“ i alle Maader, som en Anden udtrykte sig (vante til en overdreven Finhed).
Hvor besynderlig lidt derimod By-Skik med Hensyn til Hus-Stellet er trængt ind i det Strøg af Guldalen, som ligger længer oppe og længere borte fra Byen, det vil man se af følgende Exempel, som jeg fortæller noget omstændeligt, fordi det i flere Henseender forekommer mig lærerigt.
En Aftenstund sad jeg i lang Samtale med en Bondemand og hans Kone om, hvoraf det vel kunde komme, at der i deres Hus og i alle deres Naboers Huse hele Bygden over var mindre rent og pent end paa Røros, Tolgen, Tønsæt og Kvikne, Noget, som Manden kjendte vel til af egen Beskuelse, og som Konen ofte havde hørt om. Under Samtalen følte jo Konen, at det var hende, det især gjaldt, og hun forsøgte paa at finde Grunde til Forsvar og Undskyldning; men jeg vilde ikke udenvidere gaa ind herpaa, og omsider afgjorde Manden Sagen for mig og imod Konen med det Ord: „Jeg mener, det kommer af Vanen, jeg.“
Næste Morgen sad jeg med Bonden i fortsat Samtale om andre Ting. Det var i Ny-Stuen. Under Talen spyttede han stygt, midt paa Gulvet: Og jeg standsede ham saaledes, at jeg klappede ham paa Skulderen og mindede ham om hans Ord igaar om Vanen. Han maatte le. „End om Du fik lidt af den Vane paa Dør?“ sagde jeg. „Veed Du hvad – Du skulde rigtig gjøre Dig et Par Spytte-
