Snarere maa vi sige saa, som jeg forsøgte at udvikle
det ovenfor, hvor Talen var om Østerdalen og Hedemarken,
at jo mere Gaardsbruget bestaar af Agerdyrkning, desto
lettere sker det, at Menneskene baade faa Smuds paa sine
Personer og bære det med sig ind i Husene.[1] Men hermed
er vistnok ikke alt det forklaret, som skulde forklares.
Forskjellen mellem Bygderne er nemlig en dobbelt: det
Første er, at der i Dalbygderne er mindre rent og pent
end i Fjeldbygderne, og det Andet er, at der hist er
mindre bevidst og synbar Stræben hos Folket efter at holde
det rene og pent. Og Syslen med Ageren kan egentlig
kun faa Skyld for den første Forskjel, og det kunde jo
være at vente at der, hvor Smudset har lettest for at
trænge ind, der skulde der netop være størst Flid og Iver
for at faa det ud.
Hvorfor er der da ogsaa den Forskjel, at Fliden og Iveren er saa liden og Bygde-Skikken saa sløv og slap netop i Ager-Bygderne, hvor der dog krævedes mest Tanke og Omhu i dette Stykke?.
Her maa jeg atter, ligesom engang ovenfor, vove mig ind paa den vanskelige Tale om Folke-Charakteren, dette usynlige og Dunkle, som jeg ikke engang veed noget ret norsk Ord for. I Samtale med tvende Mænd i Holtaalen hørte jeg af dem begge den sikkre Paastand, at de nedenfor liggende Bygder kjendelig stode tilbage i Pyntelighed. „Sig mig saa fremdeles – spurgte jeg: hvor finde
- ↑ Og her er det mærkeligt at efter Alles ensstemmige Forklaring er Overgangen fra Renlighed til Urenlighed især bradt, naar man ovenfra kommer nedover til den nederste Grænd af Holtaalen og til Singsaas, og netop her begynder ogsaa Agerbruget at tage ved som en Hoved-Næringsvei, ledsaget af en talrig Husmands-Klasse. Ved den samme Grændse viser sig ogsaa Forskjel i Folkets Klædedragt; ovenfor bruges et Slags saakaldet Nationaldragt, som nedenfor er aldeles aflagt, ialfald for Mandfolkenes Vedkommende.
