I, at Folket er raskest og livligst?“ – „Ja, det er nok Noget, som det ikke tilkommer os at svare paa,“ – det var deres forsigtige Ord; men Meningen var, at de nedre Bygder stode tilbage ogsaa i denne Henseende. Og denne Mening hørte jeg senerehen idelig af Embedsmænd, som vare kjendte i Bygderne; bestandig fortalte man mig om Træk og Begivenheder, som vidnede om mere bestemt Tanke og rask Beslutsomhed og kraftig Villie i de øvre Bygder.[1] Selv syntes jeg ogsaa under min vistnok kortvarige Omgang med Folket at faa ganske det samme Indtryk, og allerede i mit første Stykke om Bygde-Skikkene hentydede jeg til denne Forskjel i Sindet og i Sjels-Evnerne og lod et Ord falde om, at Aarsagen vistnok for en stor Del ligger i den Forskjel, som Bygdernes Naturbeskaffenhed og Næringsveie medføre i Levemaaden og Kostholdet.[2]
Men foruden den almindelige Forklaringsgrund, som Betragtningen af Folke-Charakteren frembyder, er jeg ogsaa kommen til at tænke paa en mere særlig Grund. Det er Kvindens Stilling i Familie-Livet, som jeg her sigter til.
Kvindens Stilling, hendes Kald i Livet, den Anseelse, hun nyder i den huslige Kreds, er vistnok meget ulige i de forskjellige Egne af Landet: og deraf afhænger for en stor
- ↑ Ja, for en opmærksom Iagttagelse viser denne Forskjel sig endog mellem ganske nærliggende Sogne, saa navnlig det i forrige Anmærkning omtalte Singsaas Sogn ogsaa i denne Henseende adskiller sig fra de to øvre Sogne i samme Præstegjeld. Saa var ialfald en meget skjønsom og paalidelig Mands Dom, og det uden at han vidste, hvad Anvendelse jeg skulde gjøre deraf.
- ↑ I Fjeldbygderne spiser man lidet, men kraftig Mad (meget Sul-Varer), i Dalbygderne maa man tage mere til sig af de mindre nærende Fødemidler (mere Kornvarer). Om en Stor-Spiser bruger man i Holtaalen det Udtryk: at æde som en Sælvygg, og oftere hørte jeg i Throndhjems Stift netop Sælbo (Hoved-Sognet) nævne som en af de urenligste Bygder i Dalernes Distrikt.
