Haardt og saa at sige Karlsmæssigt hos Kvinderne end i de sidstnævnte Bygder. Det nordre Østerdalen og Guldalen frembyde i denne Henseende et Forhold, der er som en Mellem-Ting mellem det, der gjælder for Hav-Kanten og de rigere Indbygder.
Imidlertid mener jeg, at det ogsaa her, i denne mindre Kreds, er muligt at paavise Forskjel; vaade paa den ene og den anden Side maa Kvinden yde Manden en betydelig Bistand ved Jordens Behandling og Afgrødens Indhøstning; men i det særskilte Kvinde-Arbeide er der Forskjel. Som det egentlige Kvinde-Arbeide regner jeg disse to Hoved-Ting: Husets Bestyrelse og Kreaturenes Røgt, og Forskjellen er den, at i Guldalen er der ikke stort Tanke om andet Udbytte af Kreatur-Stellet, end hvad der medgaar til dagligt Brug i Husholdningen, hvorimod Kreaturene paa Tønsæt og i Tolgen maa give betydeligt Overskud for at skaffe Manden Penge til at kjøbe Korn og betale Skat og Gjæld. For at gjøre Forskjellen ret iøinespringende kan jeg udtrykke den saa: den guldalske Bondekone forestaar Husholdningen saaledes, at hun forbruger Størstedelen af, hvad Manden med sin Omtanke og Flid har samlet ind baade paa Laaven og i Laden, men den østerdalske Kone udfører sin Gjerning saaledes, at hun baade har Nok til dagligt Brug og desuden ved sin Betænksomhed og Omhu vinder et Overskud til Brug udenfor Huset. I Sammenligning med de guldalske Ager-Bygder bliver derfor Konen i det nordre Østerdalen en vigtigere Person i Huset; det beror mere paa hende, om det skal gaa fremad eller tilbage med Velstanden, med Familiens Trivsel; hun anspores derfor mere til at bruge sin Tanke og anspænde sin Flid; i samme Grad som hun gjør dette, vinder hun mere Paaskjønnelse af sine Omgivelser og befæstes i Selv-Agtelse og Tilfredshed i sin Stilling; men denne Følelse af Tilfredshed forhøiet hendes Virke-Lyst i alle Retninger, udvikler navnlig ogsaa den kvindelige Sands for alt det, som kan give hendes Hus
