Side:Folkevennen 1858.djvu/26

Denne siden er ikke korrekturlest
22

under Maaltidet indtraadte Fremmede ogsaa Huen af. „Væl bekom Maten“ siger han saa. „Takk,“ svarer Husfaderen.

Haandtag bruges egentlig kun ved Taksigelse og til Stadfæstelse paa et Løfte. Imidlertid er det dog Skik, at naar Folk samles ved Gravøl, saa opsøge Gjæsterne Husets Folk eller de forud ankomne Slægtninger af den Afdøde og hilse dem med Haandtag. Men jeg er ikke ganske sikker paa, om ikke dette Haandtag nærmest skal være en Tak fra Slægtningernes Side for den Dagen forud fra Gjæsterne komne „Bening“ eller „Sending“ af Madvarer og den dermed beviste Ære. Ved Bryllupper skulde der ogsaa hilses paa samme Maade; men den Munterhed og Uro, som da hersker, gjør, at det ikke bliver saa nøie overholdt. – En Bonde fortalte mig, hvorledes han selv engang maatte undre sig over Bygde-Skikken. Det var ved et Gravøl; Mændene trampede af sig Sneen ude i Fordøren, kom ind i sine tilknappede Vadmelsfrakker, opsøgte Husets Folk og toge dem i Haanden; „God Dag“ – „Sign Gud“ hørtes regelmæssigt; men der saaes ikke saa meget som et Nik med Hovedet. „Det saa ud, som om de skulde være stivfrosne.“

Sparsomheden i Brugen af Haandtag ved Hilsning er et af de kjendeligste Mærker paa Bygdens gamle Bonde-Skik. Men en bestemt Afvigelse herfra forekommer blandt Haugianerne. Naar de mødes i Stuen, paa Veien, ved Kirken, hilse de stadigt med Haandtag og holde hinanden længe i Haanden. De byde ogsaa sit Haandtag, skjønt noget kortere, til Saadanne, som de – aandelig talt – nære noget Haab om, uden at de just regne dem blandt Sine. Denne Forklaring gav flere Bygdemænd mig aldeles ensstemmig, og de føiede til, at Skikken fra Haugianerne af ligesom holder paa at udbrede sig blandt andre Bygdefolk – men endnu dog ganske lidt.

Jeg kom ikke til at tale med nogen af Haugianerne selv om denne lille Sag, saa jeg veed ikke hvordan de selv be-