Gjenskin af din Himmel er
dybt nedsænkt i Bjergets Indre.
Med de klare Stjerners Skjær
straalende Krystaller tindre.
Malmen funkler, Sølvets Kilde
vælder ud af Klippen stille.
Lad de Syner i vor Aand,
Herre, tænde Andagts Lue,
at vi, skjønt i Støvets Baand,
maa din Gjernings Visdom skue
og vor Pris og Tak fremstamme
for de Gaver, vi annamme.
J. Th. Rørdam.
Ole Vig talte ofte i varme Ord om Modersmaalets Værd, og navnlig stilede han atter og atter det Opraab til os Nordmænd, at vi skulde pleie vort norske Sprog vel, saa det kunde trives og komme til sin Ret i al vor Tale og Skrift.
Jeg tror, at dette Opraab blev hørt og agtet af Mange. Det maa heller ikke glemmes. Og mindst maa Sprogsagen glemmes af „Folkevennen;“ denne vilde svigte sit Kald, dersom den ikke forstod, at den nærværende Tidsalder er usædvanlig vigtig for vort Sprogs Fremtid, og at dets Skjebne har uendelig meget at betyde for Folkets Oplysning og hele aandelige Udvikling.
Men saa indbydende det end kunde være, saa skal jeg dog ikke dvæle længe med Tale om Sprogsagen saaledes i Almindelighed. Saa meget er der nu handlet herom i
