selv saa at sige et Bevis for vort Oldsprogs næsten uforandrede Tilværelse blandt os.“ – Efter denne Oplysning kan Nogen sige, at han ikke behøver videre at lære Folkesproget for at skjænke det den Agtelse, det fortjener.
Men for vort Sprogs Fremtid er det vigtigt, at ret Mange vinde personlig Erfaring om Folkesprogets Værd og ved hyppig Læsning og Øvelse vænne sig til det og faa det kjært.
Det vil forstaaes, at med min Tale om at lære Folkesproget er det ikke min Mening, at f. Ex. de, der herefter tænke at skrive Bøger for norske Læsere, skulde lære det saaledes til Fuldkommenhed, at de kunde bruge det som sit Skriftsprog. Saadan Fordring kan jeg ikke fremsætte allerede af den Grund, at jeg ikke vilde kunne opfylde den selv. Men alligevel maa jeg alvorlig ønske, at netop de Dannede, studerede Folk og Embedsmænd, som jo for det meste ikke have lært at tale Folkesproget, ville benytte enhver Leilighed til at lære det nogenlunde grundigt at kjende. Der gjøres jo ellers saa mange Fordringer til den dannede Mand: han skal kjende det Vigtigste af visse Videnskaber, forstaa et eller flere udenlandske Sprog o. s. v., og i Sammenligning hermed synes det i sig selv saa rimeligt, om han ogsaa har nogen selvstændig Indsigt i det norske Landsmaal: heri gjenkjendes det Sprog, som taltes i Harald Haarfagers og Olaf den Helliges Dage, eller dengang, da Snorre skrev sin Saga, og da Kongespeilet blev forfattet; dette Landsmaal tales den Dag idag af Størstedelen af den norske Nation, og det skal dog vel udøve en vigtig Indflydelse paa den Sprogform, som i Fremtiden monne blive eneraadende i Norge. Dobbelt vigtig synes Indsigt i og Fortrolighed med Landsmaalet at være for dem, som ere eller skulle blive Embedsmænd paa Landsbygderne; thi for den ukyndige lyder Bondens Tale ofte raa, hæslig, latterlig, og dermed synes der strax at være noget Frastødende ved Manden selv,
