Der er en Klasse af Mænd, som fremfor andre have
Leilighed til at indvirke paa det norske Sprogs Skjebne:
det er Almueskolelærerne. De skulle jo planmæssig lære
Børnene at tænke, tale, læse, skrive, kort, deres hele .Arbeide
tjener paa en vis Maade til at danne den kommende Slægts
Sprog, og meget ofte maa de selv blive opmærksomme herpaa,
naar de nemlig udtrykkelig maa tyde det endnu fremmede
Bogsprog for deres Skolebørn og hjælpe dem med at oversætte
Tankerne fra dette til det hverdagslige Talesprog eller
omvendt. Ved Forhandlinger i Lærer-Møder og ved andre
Leiligheder kan det ogsaa mærkes, at ret mange Skolelærere
have faaet Øie for Betydningen af denne Del af deres
Gjerning, og det kan navnlig spores, at deres Hu staar
til at hævde det hjemlige Modersmaal i Børnenes Hjerte
og Mund. – Var jeg Skolelærer, saa vilde jeg i denne
tilstundende Vinter i mine Fritimer tage for mig Ivar
Aasens Bog og oversætte den skriftligt og med muligste
Nøiagtighed fra det almindelige Landsmaal, hvori den er
skreven, paa det særskilte Bygdemaal, som mine Skolebørn
talte,[1] og ligesaa vilde jeg oversætte den paa det danske
Skriftsprog, alt for derved at indprente mig alle Ligheder
og Uligheder i Lydene og Ordene og Talens Vendinger;
paa denne Maade skulde jeg blive mere Herre over det hele
Sprog-Stof og lidt efter lidt faa skjærpet Sands for, hvad
der er virkelig norsk og derhos almen forstaalig, udtryksfuld,
tækkelig Stil, og dette skulde vel komme til Nytte under
min Stræben for at veilede Børnene. Navnlig tænker jeg
mig, at naar jeg efter Omstændighederne fandt det rigtigt i
min Tiltale til Børnene at forlade det danske Bogsprog,
- ↑ Det skulde nok have sit Værd, om der var trykt gode Oversættelser af denne samme Fridthjofs Saga i nogle af de betydeligere Bygdemaal, Helgelands, Indherreds, Guldalens, Hedemarkens, Valders’s, Thelemarkens, Jæderens.
