Mængden af dette Folk kan ikke stort med at læse enten det ene eller det andet Slags Bøger; men maaske skal denne Bog hist og her falde i Hænderne paa en Folkets Mand, som kan læse den, og som derhos har hurtigt Nemme og god Gave til at fortælle – og jeg skulde nok have Lyst til at se den lyttende Forsamling af Mænd og Kvinder, Unge og Gamle, som kanske atter skal faa bore Fridthjofs Saga saaledes som i hine Dage, da disse Sagaer bleve til!
Det er første Gang, at en hel Saga er trykt i det norske Folkesprog. Maatte dette første Stykke blive modtaget med Bifald! Det turde da være, at Forfatteren kunde føle sig opmuntret til efterhaanden at give os paa samme Maade en Række af de bedste norske Sagaer. Det synes mig, at disse gamle Folke-Fortællinger maatte tage sig godt ud netop i det nedarvede Folkesprog, og ved at byde og skjænke os dem vilde dette Sprog selv visselig vinde i Alles Yndest. Jeg har ogsaa den Tro, at medens Folk paa et vist middelmaadigt Dannelsestrin kun ville underholde sig med Romanernes Morskabslæsning, saa gaar dog Dannelsen saaledes Aar for Aar fremad i vort Land, at Flere og Flere og allerede nu for Tiden ret Mange ville glæde sig ulige bedre ved at læse og høre Sagaernes livagtige Fortælling om vore Fædre.
Jeg staar ialfald ikke alene med denne Mening, at norsk Saga i norsk Maal vilde være kjær Underholdning for Mange og det netop af Landbefolkningen. Denne Mening har saaledes grebet en ung Mand idet Throndhjemske, Seminarist Sommer, at han, til Brug for den læselystne Ungdom paa Landet, har skrevet paa Landsmaalet en udførlig, sammenhængende Norges Historie fra de ældste Tider indtil vore Dage, og han ønsker nogle Prøve-Stykker af samme trykte her i „Folkevennen“, for at hans Arbeide kan blive bekjendt og mulig finde en Forlægger, saa det helt kan komme ud i Trykken. For ti Aar siden skulde vanskelig den Tanke
