„Nei, dæ va godt Øl,“ svarer Gjæsten. Har han
godt for at snakke for sig, kan han lægge til et skjærmende
Ord: „D’ æ itt bryggja taa bare Sækken, dæ.“ Og saa
drikker han en Gang til og sætter Skaalen paa Bordet.
Kake-Stykket har han endnu i Haanden og bider smaat af.
Hører Gjæsten til den yngre Slægt, kan han gjøre det kortere og tage imod Ølskaalen med det Ord til Konen: „Ja, du ska vaaraa vælkomen.“ Han tager sig da vel ogsaa en større Slurk med en Gang.[1]
Til denne gammeldags Skik med Kake og Øl har der i de senere Aar føiet sig en ny. Dersom Konen finder, at hun endnu bør gjøre noget større Ære af sin Gjæst, saa giver hun sig til at stelle istand en Kop Kaffe. – Kake og Øl (eller Melk) bydes nok paa det Nærmeste til hver Gjæst, som har saadant Erinde til Huset, at hans Ophold skjønnes at blive ikke altfor kort. Derimod kan Husmoderen ofte være uvis med sig selv, om Kaffeen ogsaa bør komme til, og i enkelte Tilfælde lagde jeg Mærke til, at hun saa sagte raadførte sig derom med Manden.[2] – For den enkelte Kops Skyld maa der ofte baade brændes og males Kaffe og hugges Sukker; det lod til, at man ikke pleier have stort
- ↑ En Skaal Melk tækkes oftest med det kortere Ord: „Æ du tyst?“ – Det Udtryk „Singgott“ bruges kun ved Øl og Brændevin, hvilket sidste dog kun sjelden bydes nu. Ordet er af tydsk Oprindelse, ensbetydende med „Sign Gud,“ og en meget gammel Mand mente, at det maatte være blevet indført ved de tydske Gefreidere og andre Garnisonsfolk, som der før var i Throndhjem, og som han, der selv havde været Soldat, endnu mindedes nogle af.
- ↑ Er det et Barn, som kommer ind i et Erinde, og som ikke altfor nylig har været i Huset, saa kan Husmoderen stikke det i Haanden et Stykke Fladbrød eller Lefse med noget Rume (Fløde) paa. Derved faa saadanne Smaa lidt Øvelse i at bruge de Talemaader: „Nei, du maa itt vør dæ“ o. s. v.
