han atter. Norrig er fritt og heve stiget saa langt fram i
al-slags Vælfærd, at den største Drøymar kunde vant hava
spaatt det.
I det nævnte „andet Stykke“, Side 91, har jeg talt om Nattefrieriet og gjort mig Flid for at forklare, hvorledes det vel kan være gaaet til, at en saa betænkelig, ja utilbørlig Skik er opkommen og har fæstet sig hos mange af vore Lands-Almuer, der dog ellers vise saa mange Tegn paa god Betænksomhed og sædeligt Alvor. Min Tale herom holdt sig til Iagttagelser i en enkelt Egn af Landet. Denne Gang skal jeg som i et Tillæg meddele nogle Oplysninger om, hvorledes den samme Skik er udbredt i Landet eller hersker i forskjellig Grad i de forskjellige Egne.
Disse Oplysninger har jeg faaet fra Præsterne. Ifjor Sommer tog jeg mig nemlig den Frihed at tilskrive alle Rigets Sognepræster og udbede mig visse Opgaver, som skulde tjene til at kaste Lys over den sædelige Tilstand i Landet. To af mine Spørgsmaal lød saa: „Den Skik, at Gutterne besøge Pigerne efter almindelig Sengetid (Natteløben, Nattefrieri), kan den siges at finde Sted: 1, almindeligt, eller 2, delvis, eller 3, undtagelsesvis eller maaske 4, slet ikke.?“ samt: „Har nogen Aftagen i denne Skik kunnet spores i de sidste 10 Aar?“
Den udførlige Fremstilling af, hvad de mange indkomne Besvarelser indeholde, kan jeg først give senere i et særskilt Værk. Men her skal jeg give en foreløbig Oversigt over den nævnte Sag og med Hensyn til de 4 sydlige Stifter.
