mede er Fruentimmer, tage Noget af det Bedste og lægge paa en Træ-Tallerken eller et Fladbrød-Stykke og give hende i Haanden der, hvor hun sidder. Dette bliver da istedetfor den før omtalte Traktering med Kake. Ere derimod Omstændighederne saa, at Gjæsten bør bydes til Bords til fuldt Maaltid, saa sker dette med særskilt Anretning, efterat Husets Folk have spist. Skal Gjæsten overnatte, og er Husbonden hans Ligemand, saa sætter Konen nok Kveldsmaden frem for de to tilsammen; er det derimod en Storing, som gjæster Huset, saa maa han oftest, hvis han ikke vil spise alene, opfordre Bonden til at gjøre Selskab. Og i begge Tilfælde gaar Konen og varter op og lader sig ikke engang overtale til sat sidde hos. Hun gjør det neppe selv da, naar en hel Familie, Mand og Kone, aflægger Huset et Besøg og tilbringer Aftenen – Noget, som ellers kun yderst sjelden sker i saadan gammeldags Bygd som denne.
Dog, jeg vender tilbage til det Besøg af en fremmed Bondemand, som jeg begyndte disse Skildringer med. Hidtil har jeg havt det Tilfælde for Øie, at han traf Husbonden i Stuen. Men nu kunne vi forestille os, at denne er ude for Øieblikket. Hvorledes gaar det saa til?
Efterat den Fremmede vel er kommen til Sæde og har vexlet nogle høflige Ord med Konen, spørger han:
„Æ’n itt hem sjøl?“
„Jo, han va no her nys ut i Garen – e ska gaa ut aa be’n kaamaa inn – du maa no sitt lite.“
Konen kommer snart igjen, samtaler med den Fremmede og trakterer, som før forklaret.
Saa kommer Manden og den Fremmede hilser først.
„God Dag.“
„Sign Gud.“
„Vælkomen inn.“
„Takk.“
