„Takk for sist.“
„Ja, ska du haa Takk for sist.“
„Du ska haa Takk for godt Øl – e æ komen me baa i Maten aa i Drikken, e.“
„Aa, dæ har fell itt vørte so my taa mæ di heller, kann e tru.“
Under dette kunne vi tænke os, at Bonden har sat sig og tørret Sveden af sin Pande, saa han er beredt til at gaa ind paa Samtale med sin Gjæst.
Her maa jeg fortælle, hvorledes det gik mig selv engang, da jeg befandt mig netop i det Tilfælde som denne Gjæst. Det var paa en længere Reise i Sommeren og Høsten 1857, at jeg kom til Soknedalen. Jeg var ganske fremmed i Bygden, og vel havde jeg af Præsten saaet Anvisning og Hilsen til nogle af de anseede Bønder, men jeg foretrak for det Første at vandre lidt om paa egen Haand. Thi naar man vil lære Tilstanden og Leveskikken i en Bygd at kjende – hvilket netop var min Agt –, saa bør man ikke bare holde sig til et lidet Udvalg af Bønder, men give sig i Lag med Folk af alle Slags, taabelige og forstandige, oprigtige, fule o. s. v. Det kan imidlertid være temmelig besværligt og trættende at leve saaledes i Dage og Uger som Fremmed blandt lutter Fremmede: man maa atter og atter forklare, hvad man er for en Person, hvad man reiser efter o. s. v., og det kræver hel Anstrængelse at forvandle de Fremmede, som man træffer paa, til kjendte Folk, saa man af Samtalerne med dem tør gjøre sig Slutninger om de almindelige Forholde i Bygden. Og naar saa Trætheden indfinder sig, kan man føle sig saa ensom og forladt og ret fristes til Modløshed. I en saadan Stemning fik jeg høre, at der i Nærheden boede en Bonde, som havde læst et Skrift, jeg et halvt Aars Tid iforveien havde udgivet i Trykken, nemlig om Sædeligheds-Tilstanden i Norge. Dette var mig saa nyt; thi jeg havde da været paa Reiser i over
