2 Maaneder og det netop i nogle af de Egne, som den samme Bog mest vedrører; men ikke havde jeg truffet en eneste Bonde, som lod til at kjende den. Denne Mand maatte jeg altsaa besøge, og jeg ilede til hans Hus. Jeg kom did imod Aftenen; Konen, Børnene og et Par Tjenere eller Arbeidsfolk vare inde i Stuen; men „han sjøl va no her nys ut i Garen.“ Der gik Bud efter ham, og det traf sig saa, at Budet fik fuld Besked med sig om, hvad det var for en Fremmed, som ventede paa ham. „Er det dig, som har gjort den Bogen, som Manden min har holdt paa med i al Sommer?“ spurgte Konen, da hun hørte mit Navn, og jeg forberedte mig paa at høre den første Dom af en Bonde – og det en slet og ret Arbeidsbonde, efter hvad jeg af Husets Omstændigheder allerede kunde skjønne – om hvad jeg havde vovet at skrive om Bonde-Almuen i vort Land.
Saa aabnedes Døren, og „han sjøl“ traadte ind; jeg skjønnede, det var ham, for det udsendte Bud kom ind med. Det var en høi Mand, en 40–50 Aar gammel, klædt i almindelig Arbeidsdragt, ikke raget siden sidste Søndag. Han saa mig; men han lettede ikke paa Huen, gik ikke just hen mod mig, rakte mig ikke Haanden, nikkede ikke med Hovedet, sendte mig ikke et Smil, talte ikke et Ord. Og jeg, som dengang ingenlunde var fortrolig med de eiendommelige Lands-Skikke, som jeg ovenfor har fortalt om! Jeg blev ilde ved. Mon han skulde være saa uvillig mod mig for den Ligefremhed, hvormed jeg havde skrevet i hin Bog om Bondefolket? – det var min første Tanke; jeg husker det meget vel; ligesaa mindes jeg godt, hvor ubehageligt det i dette Øieblik var, da alt det øvrige Husfolk holdt Øinene fæstede paa mig. Men jeg erindrer ogsaa, at jeg fordrev den uhyggelige Stemning ved den Betragtning, at jeg jo var blandt Landsmænd, og jeg tænkte: „Nære de Uvillie mod mig, saa skal den dog ikke faa Lov til at vare en Time heller.“ Jeg
