gik hen og gav Manden Haanden; han maatte jo tage den, men slap den temmelig snart. Jeg hilste med mit „God Dag,“ og han svarede, men kort; et saadant Ord som: „Velkommen hid“ fik jeg ikke høre. Jeg fortalte ham noget om min Reise, og han hørte derpaa, men sagde ikke stort.
Inden Timen var omme, var dog Samtalen kommen paa Gang. Vi fortsatte til sent paa Kveld og begyndte paa igjen næste Morgen. Jeg siger, at jeg i denne Mand lærte at kjende en af de fortræffeligste Bønder, som jeg nogensinde har fundet paa mine Reiser.
Ud paa Formiddagen fik Samtalen en særegen fortrolig Vending.
„Du kan nok synes.“ sagde han, „at det var en underlig Maade, jeg bragte igaar, da jeg kom ind i Stuen.“
„Ja, rigtig synes jeg det,“ svarede jeg og lo.
„Ja, jeg har tænkt paa det siden.“ svarede han, „og sat mig for, at jeg vilde tale med dig om det.“
„Nu?“
„Jeg vidste nok, hvordan jeg skulde hilse, naar jeg vilde hilse paa den Maade, som du er vant med; men jeg gjorde det ikke, men brugte den Maade, som hører Bygden til. Og Aarsagen var at der var saa mange Folk i Stuen.“
„Mange Folk i Stuen siger du? og hvad mener du de vilde have sagt, om du ikke havde brugt Bygde-Skikken?“
„Det mener jeg nok, jeg veed,“ svarede han og vendte Ansigtet næsten helt bort. „De vilde nok have sagt: Nei, se naa ham – naa vil han være saa herre-kjendt.“[1]
- ↑ Jeg har fremstillet det første Møde mellem ham og mig saaledes, som jeg selv da opfattede det: jeg syntes, at han slet ingen Høflighed viste mig. Men efter hans egen Forklaring og efter andre lignende Erfaringer baade før og senere maa jeg tilføie dette, at naar en Bonde skal hilse en By-
