Side:Folkevennen 1858.djvu/334

Denne siden er ikke korrekturlest
330


Med Tanke paa Hr. Høeghs mangeaarige Erfaring fra vore Kyst-Egne tør jeg visselig ikke fremsætte min Mening om disse Ting med Bestemthed og Paastaaelighed. Imidlertid er Tjener- og Arbeids-Klassens som den hele Almues Vilkaar i Norges vidtløftige Fiskeri-Distrikter en saa vigtig Sag, at den nok fortjener at betragtes med den største Opmærksomhed. Og med dette for Øie skal jeg tillade mig at meddele nogle Iagttagelser om Folkelivet i en enkelt af disse vestlandske Bygder.

Det er Harham, jeg mener, Harhams Præstegjæld i Søndmøre. Netop med den Hensigt at gjøre mig bekjendt med Arbeidsklassens Kaar og Sæder var jeg paa disse Kanter i Høsten 1856, og fik standse i Harham henved en Maaneds Tid.

Jeg kom med Dampskib lige fra Stavanger til Aalesund, og efter et Par Dags Stands her gik jeg i Baad for at komme ud til Harham. Efter nogle faa Aaretag satte Baadsfolkene Seil til, det her brugelige store Raa-Seil, som jeg ikke var vant med; alt i Et lagde Baaden over, saa den var ved at tage Vand ind, og for første Gang i mine Dage bandt jeg Redningsbelte om mig, hvilket jeg havde taget med fra Christiania netop for disse Farvande. Min Stemning var ikke ganske saa nu som nys paa Land-Jorden. Imidlertid kom Samtalen snart i Gang, og hvorledes det gik til eller ikke, kom en af Baadsfolkene til at fortælle en Tildragelse, som i hans tidligste Minde var hændt med hans Fader.

Denne Mand var Fisker, og paa en Ottring, som jeg tror hørte hjemme i Aalesund, tog han Del i Torske-Fisket ude paa Harhams-Havet. En Dag, da alle Mand vare ude, brød et Uveir løs. Forfærdelse paa Havet og Ængstelse paa Land. Paa Stranden stod Folk flokkede sammen forat modtage de Hjemvendende og spørge efter Tidender; blandt disse Ventende var ogsaa min Fortællers Moder, og hun gik hjem som grædende Enke. Man havde seet hen-