Side:Folkevennen 1858.djvu/335

Denne siden er ikke korrekturlest
331

des Mands Baad gaa under. Men efter nogle Dages Forløb kom han hjem alligevel. Det var gaaet saaledes til: Som Baaden foer for Stormen over det oprørte Hav, gik den tvert af, i to adskilte Stykker, Noget, som formedelst disse Baades Bygning snarere skal kunne træffe, end at de kuldseile. Fem Mand af Besætningen blev; men den omtalte Mand og en halvvoxen Gut kom sig op paa det ene Stykke af Baaden og drev saa i Snekav og Fok Dagen igjennem, indtil de kastedes op paa en ubeboet Holme, Erkna, udenfor en af Harhams-Øerne. Næste Morgen reiste de en Aare op, som de fandt paa Stranden, og hang Klædes-Plag op som Signal. Men Uveiret rasede fremdeles, og der kom ingen Baad ud til dem. Endnu en Nat paa Holmen. Først Dagen derpaa kom Hjælpen. Formedelt Brændingen kunde Baaden dog ikke lægge lige til Holmen; der blev da kastet Taug i Land; dette bandt de halv Forsmægtede sig om Livet, og saaledes bleve de halede gjennem Brændingen og ombord. Og tænk – Ophavsmanden til deres Redning var en liden Gut paa en af de nærmeste Harhams-Gaarde, som havde drømt om dem og ikke gav sig, førend Folk føiede ham og reiste ud paa hans Ord!

„Og kan du – spurgte jeg Fortælleren – kan du mindes den Stund, da din Fader kom hjem“. Ja, han kunde da det, for Stuen blev fuld af Folk, Naboer og Andre, som vilde se ham og høre, hvordan det var gaaet. „End mindes Du, om Din Fader i den bevægelige Stund var god til at finde Ord og prise og takke sin Gud for den uventede Redning?“ Aa, det var nu ikke videre – – jo, da han drev paa Vraget, havde han lovet at give fem Daler til Hospitalet (Pleiestiftelsen for Spedalske ved Molde), dersom han kom til Land, og dem betalte han, strax Fisket var forbi.[1]

  1. Siden fik jeg opspurgt en af de Harhams Mænd, som havde været med ved Redningen, og her hørte jeg, at det Træk om Gutten, som drømte, rigtignok var almindeligt fortalt og troet,