Side:Folkevennen 1858.djvu/336

Denne siden er ikke korrekturlest
332


Endnu bevæget ved denne Fortælling sad jeg næste Dag med Harhams Ministerialbog eller Kirkebog for mig og talte efter hvor mange af Præstegjældets Indbyggere der i den sidste Menneske-Alder vare omkomne ved Ulykkeshændelser. I de 37 Aar fra 1819 til 1855 var Antallet 117.

Nu var Præstegjældets Folkemængde:

i Aaret 1815 1565
- 1825 1644
- 1835 1836
- 1845 2029
- 1855 2257,

og Middel-Tallet heraf eller 1866 kan antages som Middel-Tal paa Folkemægden i hint Tidsrum.

Men at der af saadant Folketal, af 1866 Mennesker, i 37 Aar skal være omkommet 117 Personer (aarlig 3 eller derover), det er noget særdeles Betydeligt; det er mere end det Dobbelte af, hvad det skulde være, dersom Tilstanden i dette Præstegjæld havde været ligedan som i Norges Land i det Hele, og Norge er dog maaske det Land i Europa, hvor det i den Henseende staar allersørgeligst til.[1]

    men at det dog i Virkeligheden var en Tildigtning af det udsmykkende Sagn. Alligevel var der noget Tilsvarende: paa en forbiroende Baad var der en ung Mand, som syntes at bemærke hint Nøds-Signal; Høvedsmanden paa Baaden paastod, at det vare var en Ørn, som sad og flaxede; men hin var en behjertet Karl og gav sig ikke, før det blev besluttet at slaa et Slag op mod Vinden for at komme Øen nærmere og faa Vished – og saaledes kom Hjælpen.

  1. I de 10 Aar 1841–50 var Forholdet i Norge saa, som om der blandt 10,000 levende Mennesker aarlig omkom ved Ulykkes-Tilfælde 7; i Harham var Forholdet som 17 istedetfor 7. Med samme Tilstand som i det samlede Norge skulde der i Harham i de 37 Aar verre omkommet ikke 117, men kun 49. Saml. min Afhandl. „Om Dødeligheden i Norge“, Side 158, hvor ogsaa Opgaver fra andre Lande ere meddelte.