Side:Folkevennen 1858.djvu/342

Denne siden er ikke korrekturlest
333

omkring Vigren var saa meget vanskeligere at befare, heller ikke at Befolkningen paa denne Ø var saameget mere end i Hovedsognet henviist til Søbrug som sin Hoved-Næring, men at Vigrens Mænd vare mere ihærdige og vovsomme i deres Fisker-Dont, og det fordi Fiskeriet pleiede at slaa bedre til ved deres Ø og altsaa Udsigten til Vinding var saa meget mere tillokkende, og hermed skulde de være komne i saadan Vane, at de ogsaa ved andre Anledninger, saasom Byreiser ofte lagde ud i Uveir, som Andre holdt det for uraadeligt at fare i.[1]

Men i ethvert Fald havde alle disse Tællinger og Efterspørgsler givet mig en stærk Forestilling om den Livsfare, hvorunder Folk paa disse Kanter idelig maa færdes. Og det forekom mig rimeligt, at denne alvorlige Omstændighed maatte have havt adskillig Indflydelse paa Folkelivet. Men medens jeg beflittede mig paa at sætte mig ind i alt dette, gjorde det navnlig et pinligt Indtryk paa mig at høre, hvorledes Tjenestekarle have det her. Paa Østlandet eller i Indlands-Bygderne veed en Tjenestekarl saa at sige ikke af andre Erinder for Husbond end ud paa Ager og Eng samt nu og da op i Skoven. I Harham derimod raader Husbonden efter gammel Sædvane over sin Tjenestekarl saaledes, at han kan tage ham med eller sende ham ud paa Havfiske, ganske ligesom den østlandske Bonde kan sætte sin Karl til at pløie op en Ager eller terske paa Laaven.

  1. Skulde det maaske ogsaa vare saa, at Brændevins-Drik er mindre aftaget paa Vigren, hvor der er større Velstand og altsaa mere Raad til at give Skillinger ud for saadan Nydelse? Vist er det ialfald, at den Formindskelse Ulykkes-Tilfældenes Hyppighed, som jeg ovenfor paaviste for den senere Tid, og som jeg mente kunde være en Følge af større Ædruelighed, egentlig kun har fundet Sted i Hovedsognet, hvorimod Ulykkes-Tilfældene i Annexet heller vare hyppigere i Aarene 1836–1855 end 1819–1835 (se de nys anførte Tællinger).