som hedte Sankt Olaf; men endda kan han have øvet sin historiske Sands ganske vel; er det en opvakt Mand, saa er han kjendt med alle de Odels-Trætter og Skifte-Sager, som i den senere Tid have bestemt Gaardenes Grændser og Besiddelse i hans Bygd, og han veed at fortælle alle Bygdens Sagn om mærkelige Personer fra de sidste to – tre Menneske-Aldere, og han kjender derhos fast hvert nulevende Menneske i Sognet, kjender hans Herkomst og Skjæbne, hans Færd og hans Hjertelag og med denne Menneske-Kundskab veed han med stor Sikkkerhed at fremstille og bedømme en Persons Karakter og Handlemaade, og ofte skinner Talentet frem i de anskuelige Fortællinger. – Og Agronomi? Hidtil er det jo kun en liden Brøk-Del af Norges Landmænd, som have læst agronomiske Skrifter, og der har da ofte nok været Tale om, at det hele norske Landbrugs-Stel maatte reformeres fra Grunden af efter Videnskabens Forskrifter; men det er dog ikke for Intet, at de mange Slægter alt fra Odins Dage have syslet med Jorden og været sig vel bevidste, at af dens Behandling skulde det afhænge, om de skulde lide Sult eller leve vel, og det kan mærkes, at netop de videnskabelig dannede Agronomer mere og mere skjænke de gammeldags Bønders efter hver Egn afpassede Brugsmaaade en bifaldende Opmærksomhed[1].
- ↑ Det skulde sikkerlig være af stort Værd om en fagkyndig Mand vilde tage sig for at beskrive Landbrugsmaaden i nogle af de endnu mest gammeldags Bygdelag og det saaledes, at der især lagdes an paa at fremstille Bøndernes egne Betragtninger om Tingene, de Grunde, som fremføres, de Sætninger og Regler, som ere blevne gjældende. Et Skrift, som fremstillede dette, skulde forholde sig til Kultur-Historien omtrent som Ivar Aasens Sprogværker til Sprogets Historie. Men et saadant Skrift maatte skrives snart; thi i disse Dage blandes vore Bønders gamle Jordbrugs-Regler saa meget med fremmed Belæring, at det siden vil blive meget vanskeligt at skjelne mellem det Selvlærte og det Fremmede.
