der Skulen, og naar man er paa en vis Strækning paa Havet, saa skjuler dette Fjeld et længere inde paa Fastlandet, som kaldes Hildre-Hesten; reiser man saa langs Landet mod Nord, saa kommer Hesten lidt efter lidt frem for Skulen, og da hedder det: Hesten fin (naar Hovedet af Hesten netop kommer tilsyne), Hesten grov, første Hogget paa Hesten, andre Hogget, Sadlen paa Hesten er undan Skulen o. s. v., og ved hvert af disse Mærker veed man, hvor man er i Retningen mellem Nord og Syd; har man saa til samme Tid en anden Mid paa en anden Kant, saa veed man tillige, hvor man er i Retningen ud fra Land eller mellem Øst og Vest, og nu kan den kjendte Mand vide, at for at undgaa dette eller hint Fald maa han ikke seile stort længer i den Retning, men bøie af i en anden. En Styremand[1] kan altsaa føre sin Baad saaledes mellem Brændinger og Farer, at han ikke stort ser sig om efter de faretruende Gjenstande i Nærheden, men desto vissere og stadigere fæster Blikket paa Landet og det paa de fjerneste Fjeldhøider langt inde. – End naar nu disse Mærker ikk kunne sees formedelst Snedrev, Taage, Nattemulm? Da er der jo altid Fare paa Færde; men saa gjælder det at bruge Ørene; thi mange af disse Fald og Skjær ere kjendelige paa Brændingens Klang og Bulder, forskjellig efter Klippernes mere langstrakte eller bratte Form, en Forskjel, som dog tillige maa bedømmes efter Vindens eller rettere Bølgegangens Retning.
Udenfor denne ujevne, med Fald og Skjær opfyldte Land-Grund er der en Strækning af Havet, som kaldes Land-Meen. Rimeligvis kaldes den saa, fordi Havbunden her fremdeles er kjendt ved en Mængde Mid paa Land
- ↑ Paa et Skib kaldes den næste Befalingsmand efter Skipperen: Styrmand; her i Søndmøre hedder Baadens Høvedsmand Styremand, fordi det hører til hans Bestilling at føre Baadens Ror (Styre).
