En Ottring er, skjønt aaben Baad, et ganske anseeligt
Fartøi, langs Æsingens Munding omkring 22 Alen lang.[1]
Selve Skroget kjøbes gjerne af Baadbyggere i Voldens
Præstegjæld, og Prisen har været 30–40 Spdr. eller i
den seneste Tid endnu mere. Seil, Mast og andet Tilbehør
koster omtrent ligesaa meget. Og en saadan Baad skal
kunne udholde almindeligt Brug i en 15 Aar. – Et Torskegarn
er 32 Favne langt i Bindingen, men udstrammet,
saaledes som det skal staa i Vandet, er det 20 Favne langt
og et Par Favne høit. Spundet og bundet hjemme i Huset,
koster Garnet en Dalers Penge; men hertil kommer
Udgift til Touge om Kanterne af Garnet og til Kavl, saa
det Hele nok kommer paa et Par Daler. 20 til 30 Garn
heftes sammen til en Garn-Lænke eller Sætning, og at
drage og igjen udsætte en saadan Sætning er et Baadlags
Arbeide for Dagen. I Bund-Kanten ere Garnene betyngede
med vedhæftede Stene, og en Række af Trækavler
af letflydende Træ i Overkanten af Garnene tjene til at
holde dem oprette og spændte. Men ved nogen Tids Brug
vilde Kavlerne gjennemtrækkes af Vand og synke til Bunds;
derfor maa der haves flere Sæt af Garn i Beredskab, for
at det ene kan ophænges til Tørring, medens det andet
staar i Søen; desuden maa man have Garn i Baghaand
for det Tilfælde, at nogle skulde gaa tabt i Uveir. Derfor
- ↑ „Danske“ Alen foer Søndmøringen gjerne, naar han, som her, mener lovbestemte Alen. Ved Talen om Baade regnes ellers almindeligst efter „norske“ Alen, et gammelt Maal, som blev mig opgivet at svare til Kvarter af den lovbestemte Alen. Heri er der vist en Erindring om det ældgamle norske Maal, som var en Del mindre end det, som nu er lovbestemt; men jeg traf ikke til at se noget Exemplar af dette gamle Maal.
med Fisk, og han maa da besørge dens Tilvirkning for sig selv. Dog, alt dette kommer an paa, hvad Overenskomst der er trusset iforveien.
