Beredskab, og i den sidste Vinter, som jeg hørte om (1856), skal Garnbrug endnu kun have været i Gang paa en af Vigrens Gaarde. Men hermed er Udrustningen til Vaar-Fisket bleven langt lettere: de saa Rykkes-Snører koste en ringe Ting i Sammenligning med Garnene, og Rykke-Fiskeriet kan selv paa Havet udføres med mindre Baade, medens Garnbruget kræver de store Ottringer med stort Mandskab. Siden Rykkingen kom i Brug, er det langt lettere for Løskarle og Fattigfolk at deltage i Fiskeriet.[1]
Den samme gamle Bonde vidste ogsaa at fortælle mig, at Vaar-Fisket var gaaet særdeles rigt til i Aarene 1793–1796, men at det saa tog meget af, og at der i Krigens Aar før 1814 saagodt som ikke var noget Fiske, tildels dog paa Grund af, at man ikke havde kunnet skaffe sig Garn. I de Aar vovede man sig heller ikke ud paa Stor-Eggen, af Frygt for de fiendtlige Krydsere. Saa gik atter Fiskeriet til, navnlig her ude paa Harhams-Havet, og nu i en lang Række af Aar har det for det Meste været lønnende og tildels meget rigt, saa de fleste Bønder Aar for Aar have kunnet udvide sit Søbrug, og flere Folk fra Indlandet have søgt herud for at deltage i Fisket.
Naar jeg til det, som nu er sagt om Søbruget, endnu nævner dette, at ogsaa Jordbruget er ganske betydeligt, saa vil man saa nogenlunde forstaa, hvad Dygtighed og Arbeide
- ↑ Ved Garnbruget falder den fangede Fisk mere jevnstor; thi de smaa Fiske slippe igjennem Garnets Masker; ved Rykkingen derimod tages den smaa og den store Fisk om hinanden. Det forskjellige Fiskeri har altsaa Indflydelse paa Beskaffenheden af den Vare, som omsider bringes i Handelen. Men at afhandle dette ligger udenfor Hensigten med disse Meddelelser.
