sin Aarsløn som før, og at denne nye Ret til en Lut skaffede ham en Extra-Fortjeneste, forsaavidt Fiskeriets Udbytte gav noget Overskud, efter at de almindelige Fiskeri-Udgifter samt Løn (og Kost) til Leiekarlen var betalt.
Men i samme Grad som Tjeneren paa den Maade fik Udsigt til Vinding, blev denne Udsigt mindre for Bønderne selv, som maatte afstaa disse Luter og altsaa selv ikke havde saa mange som før. Men derfor var det heldigt, at den (netop formedelst dette Fiskeri) stigende Velstand satte Bønderne istand til at udvide sin Bedrift: der kjøbtes og udrustedes flere Baade, og hvor før 3 Bønder havde været sammen om et Baadlag, der delte de sig, saa kun 2 og 2 kom til at være sammen, ja paa Vigren er det kommet dertil, at mangen enlig Bonde har sin Ottring i Søen, skjønt det vel er sjelden, at han bemandet den ganske alene, idet han gjerne overlader et Par Luter til sine Tjenere eller andre Lut-Mænd.
Men det blev ikke hermed; Tjenerne erholdt endnu større Rettighed. For omtrent 15 Aar siden (regnet fra 1856, da jeg hørte det) var der paa Gaarden Blindheim paa Vigren en Bonde, som havde to Tjenestekarle. Disse to kjøbte og udrustede en stor Sexrøing, som det til Nød gik en at drive Garn-Fiskeriet med, og vexelvis styrede en en af dem Baaden hver sit Aar. Den, som styrede Baaden og forestod denne ganske selvstændige Fisker-Bedrift, forlod altsaa Husbondens Baad og var i Fiske-Tiden at agte ikke som Tjener, men snarere som Løskarl, og det Hele var naturligvis grundet paa Aftale med Husbonden. Men hermed blev givet det første Exempel paa, at en Karl fæstede sig saaledes i Aarstjeneste, at han skulde have Ret til, under Vaar-Fisket ganske at forlade sin Husbonde, kun at han, som før forklaret, skulde skaffe Husbonden en Leiekarl i sit Sted. Ogsaa dette Exempel blev efterlignet af temmelig Mange. Hertil bidrog især følgende to Omstæn-
