digheder. Istedetfor som før at gaa ind i Bredsundet og Borgunds-Fjorden havde Fiskestimerne nu paa nogle Aar mest holdt sig ude paa Harhams-Havet, og mange af de Baadlag, som Bønder inde i Indlandsbygderne eller „Borgere“ i Aalesund (Kjøbmænd og Andre) udrustede, søgte nu ud til Harhamsøerne for at drive Fisket paa Harhams-Havet; men hertil maatte de saa sig Styremænd, som vare kjendte med det vanskelige Farvand her, og til disse fordelagtige Styremands-Bestillinger vare netop Harhams-Bøndernes velbefarne Tjenestekarle skikkede.[1] Fremdeles var det ved denne Tid, at Fiskeriet begyndte at drives paa den nye og billigere Maade, med Rykke-Snøre, og nu kunde flere Tjenestekarle fatte Tanke om at slaa sig i Lag sammen for at kjøbe eller leie en mindre Baad (Sexrøing) og udruste og bemande denne ganske for egen Regning (Gutte-Baade). –
Men i samme Grad som det blev almindeligt, at de ældre og øvede Tjenestekarle havde betinget sig Ret til at forlade Husbondens Baad, i samme Grad opstod for Husbønderne den Ulæmpe, at de maatte ikke alene selv styre sine Baade, men arbeide med mindre øvede Begyndere af Tjenestekarle og med aldeles fremmede og uøvede Leiekarle eller Rorskarle. Disse ere nemlig i Almindelighed unge Gutter fra de indre Fjord-Distrikter, lidet vante med Søen, tildels søsyge og
- ↑ Før i Tiden kunde det gaa saa til, naar en Bonde-Baad fra Indlandet kom ud til Harham for at fiske, at de Fremmede godsnakkede med en af Harhams-Bønderne og fik ham til at indgaa paa Laanbytte, saaledes at han tog imod en almindelig Rorskarl fra den fremmede Baad og gav sin øvede Tjenestekarl istedet. Som et Slags Kjendelse fik denne gjerne Ret til et helt Garns Fiske paa den fremmede Baad istedetfor det halve Garn, han før skulde havt paa Husbondens. Nu for Tiden pleier Styremanden paa den fremmede Baad – foruden Ret til egen Lut – faa 1 Spd. af hver Mand samt 5 Fisk af 100 (Styremands-Fisken); dog, dersom Baaden tilhører Kjøbmænd i Aalesund, betales Styremanden mest med en vis Pengesum.
