rædde, naar det blæser lidt op. Derfor kunde det træffe, at naar Bønderne i noget uroligt Veir fandt det betænkeligt at fare ud paa Havet, saa seilede de med raske og øvede Karle bemandede Guttebaade ud om Morgenen og kom om Aftenen hjem med rig Fangst. Ja, om en Husbonde blev syg, saa han ikke selv kunde være med, saa kunde det være altfor betænkeligt at betro Baaden til de uøvede Folk, som hverken vidste ud eller ind mellem Harhams-Havets mange Fald og Skjær, og det skal have hændt, at Husbønder for saadan Aarsag have maattet se sine Baade staa paa Land næsten under hele Fisket.
Alt dette maatte synes saa meget mere urimeligt, som Tjenere tildels endvidere havde betinget sig den Ret, at den Fisk, de for sin Part havde fanget paa en anden Baad og foreløbig saltet og opbevaret paa en anden Gaard, skulde de have Lov til efter sluttet Fiske at hente hjem for fuldstændig at tilvirkes sammen med Husbondens, saaledes som før forklaret.
Men netop paa Vigren, hvor disse nye Skikke imellem Husbonde og Tjenestekarl først vare opkomne og vel mest vare blevne udviklede, begyndte ogsaa Bønderne tidligst at indse Ulæmperne deraf, og deres Iver for en Forandring vaktes end mere ved en ny Omstændighed, som kom til. Under Storthinget 1854 ophævedes nemlig en 100-aarig Forordning, ifølge hvilken Almuefolks Sønner og Døttre kunde tvinges til at tage Aarstjeneste; paa de fleste andre Steder i Landet, hvor jeg har faret, synes denne Forordning at have været saa godt som glemt i lange Tider; men her i Romsdals Amt, hvortil Søndmøre hører, skal den have været brugt og fulgt langt ned i Tiden, og vist er det at jeg blandt Harhams Bønder hørte en ganske almindelig og paafaldendende stærk Uvillie over dens Afskaffelse; ingen offentlig Foranstaltning blev saa hyppig omtalt og heftig lastet som netop denne.
