„Nei, du maa no itt vaaraa so hastug – du maa sett de ne aa drikk ei Gong,“ yttrer Værten indbydende.
Langsomt gaar den Fremmede tilbage, sætter sig og drikker en Slurk.
„Nei, e maa haa me i Vei, no.“ Han reiser sig. „E vinn no itt mer no, ska e kaamaa over Elva, mæ e ser, aa finn paa Veien.“ Nu tager han vel allerede i Døren.
„Aa ja, du vinn no dæ enno, godt.“
„Ja – her vender han sig halvt mod Folket i Stuen. men aabner Døren – dokk ska no haa Farvel aa Takk for me no denn her Gonga“.[1]
„Aa, du har no lite aa takk for,“ sendes efter ham.
Naar Døren er lukket i, maa Bonden „sjaa ut“ efter den Bortgaaende. Denne, som allerede er ude paa Gaardspladsen, gjengjælder Opmærksomheden med et eller andet høfligt Ord, oftest om Veiret, og dette Ord kræver naturligvis Svar.
„Ja, farvel i Kveld no da“ – med disse Ord seer den Fremmede efter Veien, han skal tage.
„Ja, du maa laavaa sæ væl no da,“ hilses der igjen.
„Du au likso“ svarer den Bortgaaende og vender sig lidt imod. Og dermed fik altsaa han det sidste Ord, som havde nydt Gjæstfrihed i Huset.
For at undgaa de mange Omstændigheder, der saaledes sees at være forbundne med et Besøg for at udrette et Erinde, har man fra gammel Tid havt en egen Skik, som hedder at „kakke paa,“ og som endnu tildels er i Brug.
- ↑ Eller kortere: „God Nat aa Takk for me i Kveld.“ Dette „God Nat“ bruges ellers ogsaa midt paa Dagen og selv om Morgenen („God Nat idag“), og den Talebrug skal være ældgammel her i Bygden.
