Side:Folkevennen 1858.djvu/371

Denne siden er ikke korrekturlest
367

er kommet andet ud af den end maaske et tvivlsomt Forsøg og dertil vel nogen Utilfredshed paa den ene Side over Forsøgets Begyndelse og paa den anden Side over dets Mislykken. Det Naturlige vilde dog være, at den Husbonde, som fandt det fordelagtigt at drive Vaar-Fisket i en vis stor Udstrækning og derfor ønskede at beholde en duelig Aarstjener, forhøiede dennes Løn med noget Klækkeligt, saa ogsaa Tjeneren kunde finde sig holden. Dette synes saa meget mere at tilsige sig selv her i Harham, hvor Tjenestefolk ere saa at sige en Indførsels-Artikkel, som maa søges fra andre Steder, noget, som jeg kommer til at tale mere om siden.[1]




4. Stor Tarvelighed.

Naar en Harhams Tjenestekarl efter den nye Skik forlader Husbondens Arbeide og Brød i Vaarfiskets 8 Uger, saa kan han jo betragtes som Løskarl i den Tid. Og mod Løskarlenes Væsen høres ofte den Mening, at saadanne Folk forstaa saa lidet at nytte Tiden og spare paa det, de erhverve, saa de hverken gavne sig selv eller Andre. Med Hensyn til denne Anke kan det være værd at agte paa,

  1. Efter at dette var skrevet, traf jeg paa en Aalesunds-Jagt i Christiania Havn et Par Sømænd, som nu i sidste Vaar reiste med sine Baadlag fra Indlandet ud til Harham, logerede og fiskede der. De lo, da jeg spurgte dem om denne Forening mellem Bønderne; der var nok gjort Forsøg dermed, men allerede det første Aar var det Hele gaaet overstyr; Foreningens Bestemmelser bleve nemlig altfor hyppigt omgaaede og det ikke alene af de fremmede Fiskere, men af Bønderne selv. En af hine Sømænd anførte et Exempel fra sit eget Baadlag: det var en Guttebaad, bemandet med lutter Løskarle; men det hedte sig, at de fiskede for sine Fædre og Husbønder; det hedte sig saa – men Alle vidste alligevel, hvordan det havde sig.