Side:Folkevennen 1858.djvu/380

Denne siden er ikke korrekturlest
376


Her er det yderst mærkeligt at se, hvor uforanderligt Antallet i længere Tider har været. Men jeg hørte ogsaa den Anskuelse mellem Bønderne, at det ikke er raadeligt, at Gaardene blive udstykkede videre, end skeet er.

Fremdeles: foruden de i Anmærkningen nys omtalte faa Brugere af skyldsatte Pladse, de her saakaldte „Pladsemænd“, der mest kun i Navnet ere forskjellige fra hine Gaardmænd eller „Jordmænd“, som det her hedder, var der ved mit Besøg i 1856 5 „Husmænd“ med ikke skyldsat Jord og 1 Husmand uden Jord. Men af denne Klasse var der forhen flere. En Bonde vidste at fortælle, at for en 30 Aar siden var der bleven nedsat ikke saa faa saadanne Familier. Men de fleste af dem vare nu forsvundne; de Gamle vare døde, mest paa Lægd (to Enker leve igjen endnu, den ene paa Lægd, den anden i meget smaa Kaar), og Børnene ere i Tjeneste paa Øen eller ere flyttede bort fra Øen. Og efterhvert som disse Pladse eller Huse vare blevne øde, have Bønderne ikke indvilget i, at nye Familier kom ind i de gamles Sted, og det for at Bygden ikke fremdeles skulde faa Byrde af saadanne Fattigfolk.

Som overhoved paa Søndmøre er det ogsaa her paa Vigren Tilfælde, at en stor Del af Gaardbrugene ere Bygselgods og det for den største Del under private Land-Drotter, og navnlig tilhørte den oftnævnte Gaard Blindheim med 12

    Aaret 1800 14 „Plads- og Husmænd“ og i Aaret 1825 5 „Husmænd med Jord“); men dengang, før Gjennemførelsen af den nye Skyldsætning, faldt det naturligt at forbigaa dem ved Optællingen af Gaardbrugere, skjønt de i 1835 og 1845 med Føie kunde regnes med; thi disse skyldsatte Pladse ere og have i lange Tider været bortbygslede som selvstændige Brug. Det var ogsaa kjendte Mænds Sagn paa Vigren, at de egentlig saakaldte Gaardbrug, hvortil efter herværende Talebrug hine skyldsatte Pladse ikke henregnedes, i Mands Minde havde været uforandrede i Antal, saasom ingen Deling skulde have fundet Sted.