af disse 91 vare kun 2 barnefødte paa Vigren, saa 89 vare fra fremmede Steder, fra Indlandet.[1]
Se, for disse 89 gjælder, hvad jeg bemærkede ovenfor, at naar de engang slutte med Tjenesten for at komme i en selvstændig Stilling, saa maa de tilbage til sine Hjembygder eller hvorsomhelst og faa sig Pladsbrug eller se til hvad de kunne finde paa; thi her paa Øen er ikke blivende Sted for dem. Den megen udyrkede Jord og det fiskerige Hav kunde vistnok give adskillige af dem et rimeligt Levebrød; men Bønderne ville ikke have, at saadanne nye Familier skulle nedsætte sig, som ikke have stort andet at begynde med end Arbeidsomhed og Dygtighed. Og ligesaa er det med de yngre Sønner hjemme paa Gaardene; de maa ikke vente, at Fædrene for deres Skyld skulle stykke Jorden ud, saa naar de ville sætte Fod under eget Bord, maa de ogsaa bort og kjøbe eller bygsle sig Gaarde eller tage sig hvilkensomhelst Bestilling til.
I mange Bygder, saaledes navnlig her paa Østlandet, har jeg ofte hørt Bønder tale om, hvor ønskeligt det skulde være, om man kunde faa sat en Bom for Arbeidsklassens
- ↑ Strøm siger i sit anførte Værk, at der i 1759 var kun 23 voxne „Drenge“ og 30 voxne Piger paa Vigren, og han omtaler som den største Mangel for Præstegjældets Bønder, „at dem fattes et tilstrækkeligt Antal af Tjenestefolk til deres vidtløftige Sø- og Landbrug, som altid udkræver flere Folk, end dette Kald nogentid har kunnet tilveiebringe, saa at her af denne Aarsag altid har opholdt sig en Hoben Tjenere fra andre Sogne.“ – – Nu ere Tjenerne saa mange, at nogen kunde spørge, hvad Brug vel disse Kystboere kunne have for dem. Men her er foruden Søbruget et ganske betydeligt Landbrug, Gaarde, som føde indtil et Par Heste og 10–12 Kreature samt avle indtil 50, ja 100 Tønder Korn. Det kan ogsaa mærkes, at Jordbruget, skjøndt endnu vistnok meget forsømt ved Siden af Søbruget, dog er i Opkomst i den senere Tid (med forbedrede Redskaber o. s. v.), ligesom Gaardenes Bygsel- og Salgspriser ere betydeligt stegne nu paa nogle Aar.
