Side:Folkevennen 1858.djvu/390

Denne siden er ikke korrekturlest
386

tør nok have sig saa med en stor Del af de Unge, at de – fra Barnsben vante med at betragte Ægteskabet næsten alene som en Aftale om Forsørgelse og Levebrød – kun lidet bevæges af Elskov og dens Fristelser. Jeg mener, at det følgende Kapitel skal bestyrke dette.[1]




6. Bryllups-Skikke.

Naar „en Mands Søn“ (dette Udtryk giver tilkjende, at her skal tales om Gaardmands-Familier) har Hu til „en Mands Datter“ og har faaet Tanke om, at hun kanske har Godhed for ham, saa taler han først med sine Forældre om sit Ønske. Raade Forældrene fra, saa er det ikke videre; her stiftes vist yderlig faa Forbindelser mod Forældrenes Raad. Men nu forudsætte vi, at Forældrene samtykke. Saa bliver „en agtendes Mand“ formaaet til at være

  1. Der kan spørges: Hvorfor skulde hin Bestemthed mod at indrømme Fattigfolk Bolig have holdt sig mere paa Vigren end i Hovedsognet? Hertil har jeg tænkt mig følgende: Vigren er en flad Ø med meget dyrkbart Land; overalt, hvor der fandtes en Havn, blev der anlagt en Gaard, og til hver Gaard var der saa megen Jord, at med lige Deling samtlige Gaardbrug kunde blive jevnstore, uden fattige Smaabrug imellem. Noget saadant finder ogsaa Sted i Virkeligheden, meget mere end i Hovedsognet. Med de jevnstore Gaardbrug er der ogsaa temmelig jevn Velstand hos Bønderne. Men formedelst denne Lighed i Kaar er der ogsaa Lighed i Interesser, og naar det først ansaaes for nyttigt at forhindre Arbeidsklassens Formerelse ved at nægte nye Familier Husvær, saa kunde Samholdigheden saa meget snarere bevares, som Vigren med de faa Bønder danner et eget Kirkesogn, altsaa et eget lidet Samfund, hvis Medlemmer paa mange Maader finde sig skyndede til at handle efter en fælles Mening og Skik.