imellem og alle de Andre ligesaa. Rimeligvis gaar Øl-Skaalen rundt nu, og nu tænker jeg det er, at Gutten tager frem de Gaver, han efter Skik og Brug har bragt med til Omtals-Øllet: en Hue til Faderen, et godt Tørklæde til Moderen, forskjellige Ting til Pigens Sødskende og Husets Tjenere og endelig til Bruden selv et Skrin, hvori der, foruden Tørklæder og Baand, bør være et Par Sølvringe og 10 til 20 Sølv-Dalere eller flere, eftersom Gutten er Karl til. – Jeg talte om visse Vilkaar, som maatte aftales før Trolovelsen. I Oldtiden var det faa, at der sluttedes et Slags Handel (Kaup), idet det blev vedtaget, hvad Hjemmegave Pigen skulde faa med sig, og hvad Tilgave Brudgommen skulde lægge imod, og jeg spurgte efter, om saa var Brug endnu. Men man svarede mig, at saadan Aftale var overflødig, saasom Formuesomstændighederne paa begge Sider vare bekjendte iforveien, saa det kunde vides, f. Ex. hvad Udstyr Bruden vilde faa, og hvad Arv der kunde ventes efter hendes Forældre. Men det er dog tildels Brug, at der før Trolovelsen gjøres Aftale om, hvad hver skal have efter den anden i Tilfælde af dødelig Afgang før Ægtevielsen;[1] fremdeles maa der gjøres Af-
- ↑ Ved nærmere Overveielse finder jeg det dog troligt, at jeg har opfattet dette Sidste urigtigt. Ved Talen herom blev det dog sagt mig, at de ved Omtals-Øllet aftalte Vilkaar vare vidnesfaste, saa de kunde staa for Retten. Til Belysning af Forholdet skal jeg tilføie nogle Forklaringer, som en gammel og forfaren Bonde i Ørskougs Præstegjæld gav mig med Exempler fra sit eget Hus. Han havde havt 3 Børn, alle Døttre, og alle bleve gifte. Den ældste Datter havde han ikke kostet Brylluppet for; thi hun skulde have Faderens Gaard, og Skikken er den, at Brylluppet i saadant Tilfælde bekostes af Brudgommens Forældre; de to andre havde han derimod holdt Bryllup for. Den ene af disse blev gift til en Gaard, Brudgommens Fadersgaard, og døde barnløs, saa der blev Spørgsmaal om, at hendes Fader skulde arve. „Men jeg vilde ikke gaa i Arv med min Svi-
