virkelig vanskeligt at komme udaf det.[1] At den, som skylder disse Penge, maa fare til Bryllup til sine Kreditorer, derom kan der nu ikke være mere end en Mening; Forandringen kan kun ske derved, at den, som har Ret til at kræve Skaalpenge, opgiver sin Ret. Men et Raad derom er lettere at give end at følge. Med 100 Spd. i Skaalpenge har man ialfald indtil den senere Tider kunnet bygsle sig en ganske anseelig Gaard; at slaa Vrag paa dem kunde da i mangt et Tilfælde være det samme som ikke at bygsle nogen Gaard og ikke at faa noget Levebrød og ikke at holde Bryllup heller. – Kanske naar Alt kommer til Alt, tør den besynderlige Udartning af Skaal-Bryllupper, som netop i Søndmøre er saa paafaldende, hænge sammen med den Omstændighed, at ikke mindre end Halvdelen af Fogderiets samtlige Gaardmænd ere ikke Selveiere, men Bygselmænd, et Forhold, som ellers ikke paa langt nær finder Sted i noget Fogderi i det sydlige Norge. Denne Omstændighed tør idet Hele være baade Tegn paa og Virkning af og Aarsag til en vis Forknythed, Vedhængen ved det Gamle, Mangel paa Foretagelses-Aand. I Bygder, hvor Jordegodset er Selveiendom, der kan den tiltrædende Bruger optage et Banklaan paa sin Gaard og slippe for det kostbare og endeløse Skaal-Penge-Laan.[2].
- ↑ Jeg hørte ogsaa adskillige Folk yttre Uvillie over den gamle Skik – dog gjerne med det Tillæg at nu, da Brændevinet var blevet saa dyrt, var der saa lidet at tjene med Skaal-Bryllupperne.
- ↑ Etsteds i Søndmøre hørte jeg saadan Historie: En Gut tænkte sig at blive Bygselmand paa en vakker Gaard og behøvede dertil en Sum Penge (til Bygsel) og en Kone (til Husholderske); men begge Dele kunde jo faaes i et Skaal-Bryllup. Saa friede han til en Pige, men med det Forord, at hendes Fader skulde koste almindeligt Bryllup for hende. „Mener Du han er god til det?“ „Jeg lyt spørge,“ svarede Pigen. – Se, en slig Historie er fast utænkelig i Bygder,
