Dog, jeg vender tilbage til Harham. Det nu Fortalte
gjælder nærmest det Tilfælde, at ældste Søn i et Velstands
Hus bliver gift for at overtage sin Faders Gaard. I
andre Tilfælde falder det i et og andet Stykke noget anderledes.
Med Hensyn til yngre Sønner kan det mærkes,
at de ofte indgaa Ægteskab med Enker. Naar en Gaardmandskone
bliver Enke, saa pleier hun overveie med Slægtninger
og Lagværge, om hun bør opgive Gaardbruget eller
fortsætte dermed. Befindes dette Sidste raadeligt, saa er
dermed forstaaet, at hun ogsaa bør gifte sig igjen. Herefter
have nu de unge Karle at rette sig. En og anden af disse
kan stundom (og heri syntes jeg at se et meget gammeldags
Træk) faa et „ringe Menneske,“ en Betlerkone eller saadan
En, til at gjøre sig et Erinde hen til Enken og i Hemmelighed
udforske hendes Mening om Karlen. Faar han paa
denne Maade Haab, saa gaar han selv – ikke til Enken,
men til Lagværgen, og efter dennes Raad kan det ske, at
Partiet kommer istand. – Paa denne Maade kan det ogsaa
træffe, at en eller anden af de mange Tjeneste-Drenge kan
blive bosat Mand i Harham.
Det er overhoved yderst paafaldende ikke al ene her i Harham, men ogsaa længere inde i Søndmøre, hvor mange
hvor alle eller saa godt som alle Gaarde ere Selveiendom. – Hvad det angaar, at jeg fremstillede Skikken med Skaal-Penge som et eget Laane-System for nygifte Folk og begyndende Jordbrugere, et gammeldags Laane-System, istedetfor hvilket man andensteds, hvor Jorden sædvanlig er Selv-Eiendom, optager Laan i Banken, saa skal jeg anføre, at ifølge en Del Oplysninger, som i 1855 vare indsamlede for et paatænkt Andragende om Oprettelse i Aalesund af en Filial-Afdeling af Norges Bank, lod det virkelig til, at der i Søndmøres Fogderi var optaget Laan i Banken til et forholdsmæssigt langt mindre Beløb end i Romsdals og Nordmøres Fogderier. Men i disse sidste Distrikter ere Gaardene mere Selveiendom, og her have Almuerne ikke sat sig saa meget i Skaalpenge-Gjæld.
