Det vil falde dem vanskeligt at faa samlet Gjæster; thi man kan ikke synderlig vente at faa sit Udlæg i Skaalen erstattet senerehen af saa fattige Folk. Derfor kan det høres ved Kirkerne i Borgunds og Ørskougs Præstegjælde, at den netop viede Brud gaar omkring blandt den forsamlede Kirke-Almue for at vinde En og Anden som Gjæst til sit Brudefølge. Hør – nu træffer hun en Kjending, en Pige, som han veed har Raad til at give nogle Mark, og i det bløde søndmørske Maal og med en Stemme, som røber Forsigtighed og Betænksomhed, føres følgende Samtale:
Bruden Aa, god Dag.
Pigen. Aa, Gud sign dig.
Br. Hvor staar det med dig?
Aa, jo Tak, vi tusle med Helsen. Aa til Lykke!
Br. Aa, du har vel ikke villet gjøre saa vel og komme i Brylluppet vort?
P. Aa, jeg veed ikke, hvor det kan lage sig.
Br. Aa jo, du maa se til at gjøre saa vel – vi har laget saa meget til og faar saa lidet Folk, saa jeg veed ikke, hvor det kommer til at gaa med os.
P. Du skal have Tak for Budet – men jeg kan ikke tro, det kan lage sig saa.
Br. Aa jo mi sann – du lyt prøve at gjøre saa vel. – Det blir vel ikke saa længe, før du trænger selv – saa skal vi drikke aat dig!
P. Aa ja, jeg skal see til da. Er det saa, at jeg faar Lov?
Br. Aa ja, du skal have Tak – det var vel.[1]
Men trods saadanne Overtalelser hænder det dog nu og da, at Folk lide Tab ved sin Bryllups-Tilstelling, netop saadanne Fattig-Folk, som mindst kunne taale Tab.
- ↑ Ordret efter Virkeligheden, ifølge min Hjemmelsmands Forsikkring.
