i den aller tarveligste Stil og ikke at ligne ved hine Gravøl.[1]
Naar man reiser med Dampskibet langs de bergenske Kyster, ser man hist og her paa en Embedsgaard eller et Handelssted en vakker Samling af hvidmalede Huse; men rundt omkring sees Klynger af lave, mosgroede, torvtækte Huse, man skjelner dem vanskelig fra de graa, firkantede Klippe-Stykker, som fra det nære Fjeld ere rullede ned paa Marken, og det Spørgsmaal paatrænger sig Beskueren: Er der ogsaa saa stor Forskjel i Beboernes Kaar og Sæder som i Husenes anseelige og uanseelige Ydre? og hvorledes har egentlig Folket det under Torvtagene, dette Folk, som Dagen igjennem maa færdes ude i Storm og Væde, med Møie og Fare, og hvem man saa saare kunde unde al den Hygge, som en lun og venlig og trivelig Stue kan skjænke?
- ↑ I de nys nævnte Vatne og Skoue Sogne var Forholdet i Aarene 1838 til 1840 saaledes:
efter 2 Dages Forløb 9 Personer, – 3 – – 62 – – 4 – – 33 – – 5 – – 11 – – 6 – – 5 – – 7 – 3 – – 8 eller flere 3 – tilsammen 126 –. Sammenligner man Tal-Rækken for de to Tidsrum finder man, at i Aarene 1853–1855 var der heller noget flere Personer, i Forhold til det hele Antal, som bleve begravne med lidt længere Mellemrum efter Døden. Det kan da formodes, at Folkets egen Følelse begynder at modsætte sig dette lidet sømmelige Hastværk. Og som i disse Sogne, saaledes vel ogsaa i Harham.
