lindsaltet og derfor sur og ildelugtende Fisk, og at Torven, det eneste Brænde her, uafladelig ulmer paa alle Skorstene. Det vil da forstaaes, at i stille Veir ere disse Gaarde indhyllede i en Damp og Dunst og Lugt af mangfoldig blandet og ulidelig Beskaffenhed.
Hvad det angaar at holde Gaardsrummet tørt og pent, saa have dog Almuerne paa disse Kanter engang seet bedre Exempler for sig. Paa Gaarden Blindheim paa Vigren, som i fordums Tid har været beboet af en anseelig Slægt, skal der være Levning af et eget Værk, saadant, som jeg senere ved eget Øiesyn blev bekjendt med paa den mærkelige Gaard Giske, paa Giskeøen nær Vigren. Her var den i Norges ældre Historie saa berømte Giske-Æts Hovedsæde, og jeg spurgte efter hos de Opsiddere, som nu bo her, om der ikke var Levninger af Bygværker, som kunde vise os lidt af fordums Herlighed. Man gav mig da nogle utydelige Forklaringer om Noget, som skulde være at se nede i Jorden paa Gaardspladsen mellem de nuværende Huse, og da jeg med en Spade fik skuffet bort en Del Muld og Smuds, saa jeg et Stykke af en Brolægning, som engang har smykket dette Herre-Sædes Tun, og som maaske endnu er til hel og holden. Den var lagt af smaa, men jevnstore runde Stene, saaledes at Rader af noget større Stene delte Feldtet af i regelmæssige, firkantede Ruder. – Se, saa kunde vistnok hvert Tun paa disse Gaarde være den Dag idag.
Dog, jeg syntes at bemærke nogen Stræben efter at faa det pynteligere paa Gaardene herefter, især kanske paa Vigren. Og efterhaanden som Gaardene monne blive udskiftede af Fællesskabet, ville vel adskillige Opsiddere flytte ud fra Klyngen, saaledes som f. Ex. en Bonde paa Blindheim allerede har gjort. Da vil det af sig selv blive triveligere omkring hvert Hus.
