Eller lad os tænke os en Bonde kjøre til Byen med
Læs og møde en Bygdemand, som kommer fra Byen. Det
vilde være et stort Særsyn, om de foer hinanden forbi uden
at standse. Selv Hestene kjende Skikken og staa stille.
„God Dag,“ siger En.
„God Dag,“ svarer den Anden (ikke „Sign Gud,“ som der svares i Stuen).
Der er ikke nogen vis Regel for hvem af de To der skal begynde; det skulde da helst være den Yngre. Ellers kunde en af mine Hjemmelsmænd, en gammel Mand, mindes, at i hans Ungdom brugte de, som da vare gamle, saadan Hilsen: „Godt Mot.“[1] – Svar: „Gud vær hos.“
„Tak for Samvære sist,“ kan den Første fortsætte.
„Ja, ska du haa Takk.“
„Æ du au ut aa færast?“
„Ja, e æ no dæ – aa du kjem fraa Byen, du?“
„Aa du ska reis i Vei?“
Nu maa den, som kommer fra Byen, forklare, hvordan „Tiden“ var der (Dyrtid, god Tid), og man skilles med et „Lykk paa Reis da.“
Folk, som træffes paa Kirkeveien, slaa gjerne Følge – Mændene i en Hob, Kvinderne i en anden – og samtale lidt smaat. Naar de tomme til Kirke-Porten, maa den Yngre altid lade den Ældre gaa foran. Og dette sidste gjælder uden Forskjel, om hin er Gaardmand og denne Husmand. Her kan det ogsaa erindres, at alle Bygdefolk, Gaardmænd
- ↑ Godt Mot d. e. godt Møde.
Mand stod og træskede. Skydsbonden gik hen. „God Dag.“ „God Dag igjen.“ – „Saa du held paa mæ Træskjing?“ „Ja, aa du æ Skjot-Kar idag?“ „Æ no dæ au. No æ dæ verte fint Vær.“ „Ja, han saa itt ut so igaar.“ – „E veit itt, kor d’æ han bur, han“ o. s. v. – I saadant Tilfælde vilde en Bykarl vel uden videre have raabt sit Spørgsmaal hen til Manden; men her gik det Hele saa stilfærdigt og pynteligt.
