Plads ved Bordet, sidde paa Sengekanten eller i Ovnskrogen og vente, til de andre have afspist, og Børnene kan man se paa Mødrenes Fang og ellers hist og her.
For den, der kun er vant med Selskabs-Skikkene i Byerne eller de mere nymodens Bygder, ville disse Lag med deres pligtmæssige Indbydelse og bestemt afmaalte Beværtning forekomme mindre hyggelige. Derfor er det nødvendigt, at Sagen betragtes i sin rette Sammenhæng, og jeg formoder ialfald, at disse aabenbart gammeldags Julelag hænge sammen med og ere en Fortsættelse af en Oldtids-Skik, der maaske er saa gammel som det norske Folk selv. Man maa vide, at allerede vore hedenske Forfædre havde en Helg ved Midvinters-Tid, som de kaldte Jul, og at det var en hellig lovbestemt Skik at holde Jul netop ved Sammenkomster i smaa Lag af nære Naboer. Hver Mand skulde have brygget og lade bære hen til Samlings-Stedet et vist Maal af Jule-Øl, og derfor kaldtes Laget Samburds-Øl; rimeligvis blev det ogsaa holdt efter Omgang, et Aar hos en Mand, et andet Aar hos en anden. Og Laget blev indviet til Odins og de andre Guders Ære, til Tak for alt Godt i det svundne Aar og til Nedkaldelse af deres Hjelp i det kommende. Om nogen Mand holdt sig borte fra dette Lag, var det rimeligvis det samme, som om han foragtede Guderne, og det blev straffet med Bøder. Og dette, at Laget blev holdt i Fællesskab, saaledes at den rigeste og mægtigste Bonde nød af hans ringeste Naboes Øl og de begge gjensidig vare hinandens Gjæst og Vært, det maatte vedligeholde Tanken om Alles væsentlige Lighed og Broderskab; i det daglige Liv var der vel mangen Gang liden Omgjængelse og stor Skilsmisse og megen Avind og stolt Overmod og Fiendskab og Trætte – men i Jule-Lagets festlige Stund vare de samlede som Ligemænd, med samme Skyldighed at takke Guddommen, med samme Behov at søge Hjælpen fra oven over al deres Skrøbelighed, vel ogsaa
