Side:Folkevennen 1858.djvu/425

Denne siden er ikke korrekturlest
421

efter dette. Smagen er saa. Og der er kanske en bestemt Grund til det. Eller det hænger ikke usandsynlig sammen med en – som visselig de Allerfleste, der ikke ere opvoxede her, maa finde det – besynderlig slet Smag i et andet Stykke. Jeg taler ikke figurligt her; det er Tunge-Smagen, jeg mener. Harhams-Folket spiser dagligdags Fiskemad af saadan Beskaffenhed, at naar den sættes paa Bordet, saa opfylder den Stuen med en stærke raaden Lugt, og der var Intet, jeg under mit Ophold her saa meget undredes over som netop dette, at de kunde ikke alene spise sig mætte, men spise med utvungent Velbehag; mig bar det saaledes imod, at jeg syntes, jeg maatte have i nogle Dage siddet hungrig paa et Vrag, før det kunde blive mig muligt at svælge den Mad. Det er den lindsaltede Seid, som ikke kan holde sig, men snart gaar over i en vis Forraadnelses-Grad eller bliver sur, som det hedder. Seid af ganske samme Slags virkes ogsaa til Handelsvare, ikke ved at saltes, men ved at hænges op til Tørring; der pleier at være Overflødighed af denne Tør-Seid i hvert Hus, og det forekom mig rimeligt at bruge noget af den i Husholdningen og ikke hin sure. Men hertil svarede man mig Følgende: Tør-Seiden maatte ludes, og Asken hertil maatte kjøbes fra Steder, hvor man ikke, som her, bruger Torv, men Ved til Brænde, og Tør-Seiden er saa ryr eller udrøi, og den „graver for Bringen“ eller er haard at fordøie. Naar jeg saa yttrede, at man da burde salte Fisken forsvarligt, svaredes, at det vilde være Tidsspilde for Husmoderen at udvande den stærkt saltede Fisk, at man ikke havde Raad til at kaste bort mere Salt end nødvendigt, og endelig, at de, som Maden var bestemt for, ikke fandt nogen Usmag i den saadan, som den var – hvilket Sidste netop var det, som saa høilig forundrede mig[1].

  1. Senerehen, i en af Nabo-Bygderne, hørte jeg en Bondekone fortælle følgende Træk af den Harhamske Husholdning, som