mærksomheden ved Siden af de store Forandringer i Samfundslivet, som var en Følge af Begivenhederne i Krigsaarene og den derefter følgende Fornyelse af Stats-Forholdene.
Der er noget særeget Vemodigt i, at en Folke-Skik opløses og svinder hen, som vi kunne tænke os at være bleven til under flere Slægters halv bevidste og halv ubevidste Stræben hen imod det Rette og Sømmelige. Der kan ogsaa være noget Betænkeligt deri, efter det Sprog: man veed, hvad man har, men ikke hvad man faar igjen; det skulde nemlig være en overmaade beklagelig Begivenhed i Folkelivet om de gamle nedarvede Høfligheds-Skikke skulde forsvinde saaledes, at dermed ogsaa Tanken om selve Høfligheds-Pligten forsvandt, saa Folket kun kom til at bestaa af en Flok raa og egenraadige Personer. – Men netop hin Sammenligning med de gamle Soldater lader mig haabe, at den unge Slægt, som nu for Tiden vækker Anstød, kanske ikke er paa saa gal en Vei endda. Thi det er troligt, at da de samme Soldater kom hjem fra Krigen, saa have de ogsaa i sin Raskhed og Selvfølelse – stundom vel i Overmod – brudt paa de gamle Bygde-Skikke i Et og Andet og dermed maattet høre ilde af dem, som da vare gamle – og nu nævnes dog netop de som Mønstere paa pyntelig Omgjængelse. Kommer kun an paa, hvad det er for en Aand, som raader. Jeg mener nemlig det, at den gode Tanke, som laa paa Bunden af den gamle Skik, ogsaa kan være tilstede hos den nye Slægt, og at den netop kan yttre sig kraftig og levende derved, at man ligesom holder paa at fornye det Gamles Skikkelse, ret ligesom Sommerens drivende Varme er den samme iaar som ifjor, naar den lader nogle Træer i Skoven dø ud og andre voxe op i Stedet.
Skulde jeg ikke have fundet noget Spor af Forskjel mellem den ældre og yngre Slægts Høfligheds-Skikke, saa vilde det have været mig et Tegn paa en Vedhængen ved
