For en Fremmed, som kan kan standse i Bygderne en
ganske kort Tid, er det altid vanskeligt at opfatte Folke-Charakteren
og derfor voveligt at dømme om den. Men
alligevel har jeg hensat denne korte Skildring for derefter
at sige saa: om der end var nøiagtig de samme Høfligheds-Skikke
i alle disse Bygder, saa vilde dog Soknedølens medfødte
Raskhed lade ham iagttage Skikkene med større Lethed
og Belevenhed, eller om der end, som jeg tror, er noget
naa nymodens i Hoved-Dalene Høfligheds-Skikke, saa giver
dog hin Mangel paa Livlighed Folkets Adfærd ofte Udseende
af mere gammeldags Stivhed eller endog Plumphed end i
den mere afsidesliggende og i Virkeligheden vistnok mere
gammeldags Soknedals-Bygd.
En Kone i Soknedalen, som var kjendt i Leinstranden, den nederste Bygd i Guldalen, nær Throndhjem, fortalte mig følgende Historie. En Familie fra Soknedalen havde kjøbt Gaard og bosat sig i Leinstranden, og en Husmandskone kom ind der i et Erinde. „God Dag,“ sagde hun; „Sign Gud,“ svarede Manden i Stuen paa sin Soknedals Vis. Men Husmandskonen blev ganske fornærmet; hun havde ikke før, sagde hun, været tiltalt som Tiggerkjærring. Denne Misforstaaelse havde saadan Grund: I Leinstranden er det brugeligt at svare den Indtrædendes Hilsen med et „God Dag igjen,“ ikke med „Sign Gud;“ dette sidste Ord er nok kjendt, men bruges bare til Fattigfolk. – Af denne lille Historie uddrog jeg følgende Formodning: Før i Tiden var rimeligvis dette vakkre „Sign Gud,“ som endnu høres i hver Mands Hus i Soknedalen, brugeligt blandt Bondefolket hele Guldalen over og altsaa ogsaa i Leinstranden; ja, der var kanske en Tid, da denne Hilsen brugtes i selve Throndhjems By og hos Præsterne og Fogderne paa Landet; men nu har en senere Tids Væsen bevirket, at blandt Byfolk er denne Tiltale ganske aflagt, og blandt Al-
