muesfolk nær Byen hænger den nok endnu, men betragtes som simpel, bare god nok for Betlere og saadanne.
Med dette lille Exempel vil man forstaa, hvorledes jeg, da jeg omsider forlod Soknedalen for at drage gjennem Bygderne mod Throndhjem, var opsat paa at lægge Mærke til hver den Ting, som kunde komme mig for Øine eller Øren og paa nogen Maade kunde fremme mine Undersøgelser. Først i Størens Hovedsogn. Traf jeg Almuesfolk, som vare saa skjønsomme, at de kunde høre paa mine Spørgsmaal uden at undre sig altfor meget, saa kunde jeg sidde i Timevis og samtale med dem. Og vistnok blev den hele Forklaring paa det Nærmeste en Gjentagelse af, hvad jeg allerede vidste fra Soknedalen af; men det kjedede mig endda ikke; thi jeg var altid vis paa at saa opfange et eller andet lidet Træk, som var nyt. – Her vilde det dog ikke gaa an at fortælle omstændeligt om saadanne Smaating, som f. Ex. at i Støren er det mest aflagt i den senere Tid at „takke rundt“ for en Kop Kaffe. Men jeg kan fatte mig i Korthed og sige saa: Saa vist det end er, at Høfligheds-Skikkene oprindelig have været og endnu i det Hele ere ens i Soknedalen og Støren, saa fik jeg dog det Indtryk, at der – og det fra Byfolket af – er udbredt lidt mere af nye Skikke i den sidste Bygd.[1]
Den næste Bygd nedad i Dalen er Horrig, ogsaa Annex-Sogn til Støren. „Den som bare boede i Horrig!
- ↑ Men Forskjellen er ikke stor, og derfor kunde denne Underlighed fremkomme: i Soknedalen blev det mig sagt, at Støresbyggen brugte mere at hilse med Haandtag og med at holde Huen i Haanden, ligesom af Ydmyghed; i Støren derimod paastod Almuesfolk, at i Soknedalen var man mere snar til at bruge Haandtag og saadanne fornemme Hilse-Maader af Storagtighed. Det er ikke saa meget Forskjel i Skikken som i Folke-Charakteren, der her kommer tilsyne.
