Side:Folkevennen 1858.djvu/53

Denne siden er ikke korrekturlest
49

kunne Ordene falde saa: „Vær saa god og sæt dig“ – „Ja, du skal have Tak.“

Net samtales lidt om Veiret, og saa kommer Traktering, endnu saa temmelig ligedan som i Soknedalen, at sige, hvis det er Bønder, som ere i Besøg; (thi er det Embedsmænd, saa bestræber man sig mere for at behandle dem paa Byvis). Melk bydes dog sjelden uden paa afsidesliggende og smaa Gaarde; det er saa simpelt, det. Det maa helst være Øl eller en Dram eller i den senere Tid et Glas Vin. Men dette kan erindres, at sjelden nogen Kone nu for Tiden kommer frem med Melkeskaalen i Haanden; hun sætter den paa en Tallerken. Dersom Øllet bydes i Skaal istedetfor i Krus, sættes den ogsaa paa Tallerken.[1] Snarere kan det være, at Manden i Huset kommer frem med Brændevins-Glasset i Haanden, paa den gamle Vis; men det er dog nu en tiltagende Mode at sætte det paa Tallerken eller vel endog paa Præsenter-Bret. – Paa Tallerkenen lægges da noget at bide i; sjelden nu saadan grov Kake som i Soknedalen, men nogle Kringler eller finere Kager, til Brændevin tildels nogle Sukker-Stykker, – og paa Grund af denne Forbindelse nydes Drikken først og Smage-Biden derefter, medens det i Soknedalen var omvendt. – De Ord, som vexles ved denne Traktering, ere af samme Slags som dem, vi hørte i Soknedalen, men gjerne kortere. Særligt skal det anmærkes, at det „Sing-gott,“ som vi hørte ledsagede Øllet og Drammen, nu er blevet sjeldent i Melhus,

  1. I gamle Dage brugtes naturligvis Træ-Skaale, hvor der vil bruges Stentøi eller Krus-Skaale; og saa lange Træ-Skaale vare i Brug, bares de ganske vist frem i Haanden. Men dette Sidste pleier ogsaa hænge i, længe efterat Krus-Skaalene ere komne i Brug, og i Soknedalen vilde det kanske endog vække Opsigt og se storagtigt ud, om en Kone vilde bære Skaalen frem paa Tallerken.