medens det før var almindeligt. – Kringlen kan f. Ex. bydes med det Ord: „Du maa taa aa bit ataat.“ sjeldnere paa denne nyere Maade, og da blandt de fornemmere Bønder: „Vær saa god.“ Enkelte bryde kun et Stykke af en Kringle; men det er kun faa og af de mere dannede Bønder; de fleste tage en hel Kringle, nyde lidt af dem og gjemme Resten i Lommen – en Skik, som ellers var mig ganske ny. – „Takk“ er heller ikke i Melhus almindeligt efter dette Slags Traktering; men efter Kaffe var det før brugeligt at „takke rundt,“ en Ceremoni, som dog nu holder paa at blive aflagt blandt de mere Øvede. – Ved Afskeden kunne ogsaa Hilsnings-Ordene falde omtrent som i Soknedalen, og en af Husets Folk maa „se ud“ efter den Bortgaaende, Bonden selv efter gift Mand, Konen efter gift Kvinde o. s. v; men ogsaa om denne rimeligvis ældgamle Skik blev det sagt, at den ikke just iagttages saa samvittighedsfuldt nu som før.
Det saar være nok.med disse Prøver. Man vil have seet af dem, at det virkelig er, som om en ny Aand holder paa at trænge ind i Folkelivet i de nedre Bygder af Dalen og opløse de gamle Skikke, som vi fandt mere i fuld Stand i de øvre Bygder. Forskjellen er just ikke saa særdeles stor; men den er kjendelig.
At vise Høflighed i Omgang med Folk, det er maaske et af de vigtigste Stykker i Børne-Opdragelsen i vore Bonde-Bygder, – jeg mener just ikke: et af de vigtigste i sig selv, men et af de Stykker, som Forældrene med mest Omhu lægge Vind paa. Hvor Tilstanden er saadan som i Soknedalen, der kjender hver skikkelig Fader og Moder alle de hidhørende Skikke paa det Nøieste, og naar de lære sine Børn dem og formane dem til at følge dem, saa kunne de give sine Ord Vægt ved at sige: „Saa gjøre Alle.“ Her maa derfor denne Del af Opdragelsen falde lettere, og den kan drives til stor Fuldkommenhed. Men der tør gaa mis-
