o. s. v.; men ikke hos noget Menneske havde jeg fundet en saa paafaldende Afvigelse fra det Almindelige, som Tilfældet var her. Jeg skulde meget ønske, at jeg ret levende kunde gjengive det Indtryk, som denne Guldaling gjorde paa mig. Hidtil havde jeg ved mine Undersøgelser om Folkelivet i Guldalen fundet Meget, som havde gjort mig utilfreds, ja som jeg havde baade ærgret og græmmet mig over, og som jeg tildels havde betragtet som uheldige Eftervirkninger af det, som jeg syntes, altfor gammeldags Væsen i det Hele, – Ting som jeg tænker at omhandle i nogle senere Fremstillinger; men nu forstod jeg, at jeg under denne min Sindsstemning ikke havde sat fortjent Pris paa og ikke tilbørlig glædet mig over et i Sandhed vakkert og elskeligt Træk, som dog ogsaa hænger sammen med Folkelivets gammeldags Sæder: den ene Mands aldeles usædvanlige Adfærd (han lignede mere en drukken By-Slusk end en skikkelig Guldals-Bonde) aabnede med en Gang mine Øine for, hvor overmaade jevne og stilfærdige, besindige og pyntelige alle de Andre havde viist sig mod mig i Adfærd og Tale. Se der, hvad den gammeldags Bonde-Opdragelse har udrettet! Men dette havde jeg ikke paaskjønnet tilfulde. Jeg gik bevæget bort fra den underlige Mand og sagde ved mig selv: „Gid jeg kunde vende tilbage og opsøge alle mine Kjendinger hele Dalen omkring for endnu engang at tage Afsked med dem og lægge større Hjertelighed og varmere Tak i mit Haandslag.“
Saa var min Stemning da, og saa er den endnu. Men nu, i den rolige Stund, faar jeg dog lægge et Ord til. Hin hensynsløse, fremfusende, buldrende Mand havde dog det Gode ved sig, at han mente det ikke værre, end han sagde det. Der var vist ikke den heftige Tanke i hans Hjerte-Krog, som ikke ogsaa kom frem i hans Tale. Fuldstændigere kan vanskelig noget Menneske vrænge Indsiden ud, end han gjorde det. Men – men hvor mange Folder
