Side:Folkevennen 1858.djvu/58

Denne siden er ikke korrekturlest
54

Embedsmand; denne havde ikke Skjøn paa slige Ting; men han havde en sjelden erfaren Tjenestekarl og spurgte ham til Raads; „aa, d’ æ da brav Høy,“ sagde denne; Spørgsmaalet blev gjentaget i Enrum, men han blev ved Sit; siden viste det sig, at neppe Koen vilde æde det slette Hø, langt mindre Hesten. Dette var i en af de øvre Bygder i Gulelvens Hoved-Dal, og med saadanne Exempler herfra kunde jeg fortsætte længe. Netop i den samme Bygd blev jeg ofte forundret ved, at Bønder, der ellers viste sig som raske og dygtige Folk, ofte selv i Samtale med mig i Enrum gav sig til at hviske istedetfor at tale og sluttede med at bede mig endelig ikke fortælle, at de havde sagt mig det. „Er det saa her“, spurgte jeg en Gang, „at Bruden aldrig flytter hjem til Brudgommens Hus i Næ, men bestandig i Ny?“ (i „vexand,“ aldrig i „tværand“); dette blev bejaet. „Hvad Mening kan der være med den Skik?“ „Aa; de tro nu det, at der ikke skal følge Lykke med ellers – men du maa ikke sige til Nogen, at du har talt med mig om det.“ – I en af disse Bygder har en Hædersmand stiftet en Afholdsforening og ved Møder og Foredrag trolig arbeidet for dens Fremme. Jeg talte med en Bonde om denne Afholdsforening og fik høre, at der kun skulde være ganske faa Medlemmer – det var mest bare Skoleholdere. Her opstod saadan Samtale:

Jeg. „Hvorfor er ikke du og flere andre skikkelige Folk med der?“

Han. „Aa nei, for naar Nogen er med, saa sige de, at han vil være saa meget bedre (fornemmere) end Andre.“

Jeg, „Ja men Skoleholderne ere jo med, sagde du?“

Han. „Ja, de ere bare med for at staa sig godt med Præsten.“

Jeg. „Saa staa de sig vel ikke videre godt med Almuen da?“

Han. „Aa jo, for de drikke, de ogsaa.“